Der er et nyt ansigt i truppen, når Mors-Thy Håndbold tager hul på den kommende sæson. Den 26-årige venstre back, Nichlas Hald, har skrevet under på en 2-årig aftale og tørner ud for de blå fra 1. juli 2024. Nichlas Hald skifter fra Nordsjælland Håndbold, hvor han har været en profil i de seneste sæsoner.
– Efter fire gode år i Nordsjælland Håndbold er det blevet tid til en ny sportslig udfordring og til at prøve noget andet. Mors-Thy Håndbold tiltaler mig på flere områder – bl.a. den store lokale opbakning og talentarbejdet, hvor man dyrker talentmassen og bruger egne spillere. Det minder meget om Nordsjælland Håndbold, og sådan et miljø er fedt at være en del af. Så er der selvfølgelig den resultatmæssige del, hvor Mors-Thy Håndbold har imponeret særligt i år, men også i de seneste sæsoner med slutspil og deltagelse i og som vinder af Final4, lyder det fra Nichlas Hald, der glæder sig til at tage et håndboldmæssigt step op.
– Målet er at være med i det fine selskab. Vi skal være et slutspilshold kontinuerligt og måske lave en overraskelse ind imellem, og det håber jeg, at jeg kan være med til sammen med de andre drenge i blåt. Personligt er jeg drevet af at få de bedste oplevelser og det mest helstøbte liv ud af de muligheder, jeg har. Det er jeg lykkedes med indtil videre, og jeg har stor tro på og forhåbning om, at jeg kan fortsætte det her i Mors-Thy Håndbold, siger Nichlas Hald.
Cheftræner Niels Agesen er ikke tvivl om, at Nichlas Hald bliver et spændende bekendtskab for Mors-Thy Håndbold.
– Nichlas Hald er spændende på mange måder, fordi han kan lidt af det hele. Vi tror på, at han har noget uforløst potentiale, og at han vil passe godt ind i vores ideologi om videreudvikling af spiller, hold og klub. Nichlas løser ikke altid tingene efter en bestemt formel, og han kommer med noget X-faktor, som vil gøre godt på vores hold. Jeg tror på, at kombinationen af Nichlas Hald og vores miljø bliver god, og vi glæder os til at byde ham velkommen i Mors-Thy Håndbold, siger cheftræner Niels Agesen.
Nichlas Hald og Mors-Thy Håndbold har papir på hinanden til 30. juni 2026