Borgmester i Thisted Kommune, Niels Jørgen Pedersen (V), er helt uenig med Danmarksdemokraternes Formand Inger Støjberg, der har blæst til kamp imod de mange solfangeranlæg i det åbne land.
– Jeg tror, vi skal se langt mere nuanceret på det her. Nu snakker vi kun om solcelleparker, men det er jo forskellige ting: solcelleparker, vindmølleparker, biogasanlæg… Det er jo mange ting, vi skal gå ind i, når vi snakker den grønne omstilling. Derfor synes jeg, at man sætter det meget på spidsen, når man lidt populistisk bare går imod de her solcelleanlæg. Jeg synes da heller ikke, at de er pæne. Men vi skal have lidt af det hele, siger Niels Jørgen Pedersen til TV2 News.
“Thy-model” er en succes
Han peger på, at den model, der er skabt for VE-anlæg i Thy, har vist sig at være en succes,
– Det vi har gjort, det er jo at skabe vores egen model for, hvordan vi får et lokalt ejerskab til de energiparker, de VE-anlæg, der skal være. Vi skal have et lokalt ejerskab, vi skal have en god nabo kompensation, vi skal vise hensyn til landskabet omkring, der skal plantes skov omkring, der skal laves rekreative faciliteter, og der skal sidst men ikke mindst være en stor bred lokal opbakning. Det har faktisk gjort, at vi har adskillige VE-anlæg på vej nu, hvor der er lokal opbakning til, og hvor borgerne synes det er en god ide at gøre det på den måde, at de er blevet enige med udviklerne om, at det kan komme op at stå, påpeger Niels Jørgen Pedersen.
Thyboerne bakker op
Han oplever en stor opbakning til planerne om VE-anlæg hos befolkningen i Thy.
– Der er jo ingen tvivl om, at uanset om man er lokal borger i vores kommune, skal man jo have noget ud af det, hvis det er sådan, at man skal være nabo til et VE-anlæg. De nordvestjyske kommuner også have noget ud af det, hvis det er sådan, at vi bidrager til den grønne omstilling. Jeg er faktisk, i modsætning til for 6-7 år siden, når man forsøgte at sætte VE-anlæg op, denne gang blevet mødt af borgere, der er kommet på rådhuset og bedt om et møde, fordi deres VE-anlæg ikke var med i den her tur, vi har kørt nu. Der er stor lokal opbakning i vores område til at sætte dem op, og så må man jo moderere dem, og lade være med at lave dem for store, have skov eller træer rundt om dem, få det gjort på en måde, så borgerne også synes, det er godt. Så det handler egentlig om lokal inddragelse, og så at man får både det økonomiske og det mentale ejerskab til de her VE-anlæg, der kommer op, siger Niels Jørgen Pedersen til TV2 News.
Foto : Foto : Anders Kvejborg, Thisted Kommune