Synlighed. God service. Tilgængelig. Det er nogle af nøgleordene hos Nina Braae Schjødt, der med 28 års erfaring i Sparekassen Thy i Hurup, netop har skiftet jobbet som souschef ud med at være afdelingsdirektør efter Jesper Overgaard. Den nye direktør gør en dyd ud af ”den møj sinde” tilgang, kunderne i lokalområdet har til tingene.
Nina Braae Schjødt er Thyholmer helt ud til fingerspidserne. Det der med at storskryde, ligger ikke i hverken hende eller Sparekassen Thy´s natur.
– Den generelle holdning hos os i Sydthy er, at vi har en god og sund tilgang til vores økonomi. Mange er gode til at udvise rettidig omhu. De tænker Sparekassen Thy ind i deres energimæssige tiltag og rækker ud i tide. Der er mange, der siger ”kan vi låne til en varmepumpe” eller ”vi kigger på en elbil næste gang”. Rigtig mange af vores kunder har en god økonomi. Det er sinde folk i Sydthy, siger Nina Braae Schjødt.
Hurup skal det meste
Nok er man sinde folk i Sydthy, men det afskærer ikke kunderne for at stille nye og større krav til den rådgivning, de modtager.
– Hurup er en stor afdeling i Sparekassen Thy. Vi udgør 11.5% af det samlede kundegrundlag. Det forpligter, og derfor skal vi kunne tilbyde individuel rådgivning på højt niveau til kunderne online, telefonisk eller hjemme hos kunden. Derfor er det så vigtigt, at medarbejderne har den rigtige uddannelse, uanset om vi taler boligkøb, investering, pension eller forsikring, og at vi fortsætter med at uddanne personalet, så vi ikke kommer bagud i valsen. Vi skal være på forkant til at møde med de krav, der bliver stillet, påpeger Nina Braae Schjødt.
Tidligere var der tale om mere standardiserede løsninger i kunderådgivningen. Sådan er det ikke længere.
– I dag kigger vi på den enkelte familie som helhed eller virksomhed i det store perspektiv. Vi skal dække hele paletten indenfor rådgivning. Vi har fagligt stærke kollegaer at trække på, der ikke sidder ikke i København, man så tæt på som i Thisted, slår Nina Braae Schjødt fast.
Lokal forankring vigtig
Netop det med det nære og den lokale forankring er nogle af hjørnestenene i Sparekassen Thy.
– Vi skal være en vigtig del af lokalområdet. Vi har mange ansatte, der bor her lokalt og derfor ved, hvad der sker, og hvordan vores kunder tænker. Vi er en afdeling, der favner både privat og erhverv. Private kunder er vigtige for os, ligesom erhvervsområdet er det. Det er de lokale virksomheder, der sikrer den lokale udvikling og de lokale arbejdspladser. Derfor er det også vigtigt, at vi sikrer erhvervslivet adgang til kvalificeret rådgivning. Det har vi gjort tidligere og det fortsætter vi selvfølgeligt med i fremtiden, fortæller Nina Braae Schjødt.
For hende er Sparekassen Thys synlighed i lokalområdet vigtig.
– Vi gør en masse lokalt. Vi er med i Hurup Handelsstandsforening og bakker også op omkring hele udviklingsprojektet med Byklyngen, ligesom vi også støtter foreningslivet i Sydthy, påpeger Nina Braae Schjødt.
Lokale kunder holder fast
Langt de fleste kunder i Sparekassen Thy i Hurup er lokale og bor også i lokalområdet.
– men mange af vores unge mennesker, der flytter fra området, er fortsat kunder hos os. Selvom det meste af kontakten er baseret på digitale løsninger, vil de gerne ind og sige hej, når de kommer hjem. Det er vi lidt stolte af. At vi har mange kunder udenfor området, som er født og opvokset her og stadig har relationen til området, siger Nina Braae Schjødt.
Netop den lokale stolthed over at være fra Thy, smitter også af på tilgangen af nye kunder.
– Den måde vi i dag får nye kunder på, er når eksisterende kunder henviser til nye kunder. Vi er utroligt glade for, at vores kunder gerne vil anbefale os til andre. Mange af vores kunder uden for området henviser os, fordi bankerne i Aarhus og København tænker helt anderledes, end vi gør her i Thy, fortæller Nina Braae Schjødt.
Hun har dog et vågent øje på, at en fjerdedel af kunderne er over 60 år.
– Derfor er det også vigtigt med stærke kompetencer indenfor pension, forsikring og investering, siger Nina Braae Schjødt.
Krisen rammer også lokalt
Den aktuelle krise med stigende priser på alt, rammer også i Sydthy. Man kan dog gøre meget selv for at afbøde følgerne.
– For mig er det ekstremt vigtigt, at vi bruger vores sunde fornuft. Sammen med kunderne kigger vi på, hvad der giver mening, og hvad der ikke giver mening – både på kort og lang sigt. Er det nødvendigt med to biler, eller skal vi i stedet nøjes med en bil og få råd til at sende et af børnene på efterskole? Vi skal ikke sætte vores kunder i en økonomisk situation, hvor det ikke kan hænge sammen på sigt. Det skal være den gode rådgivning. At vi siger nej med ansvarlighed og ordentlighed og derfor skåner familien for ubehagelige overraskelser på sigt, siger Nina Braae Schjødt.
Hun slår fast, at dialogen mellem kunderne og rådgiveren er afgørende for, at man får skabt de helt rigtige individuelle løsninger til den enkelte kunde.
– Det skal være fornuftigt og i langt de fleste tilfælde siger vi faktisk ”ja”, selvom der selvfølgeligt også er et ”nej” en gang imellem til kundernes ønsker. Det er vigtigt, at både kunden og vi er på forkant med udviklingen og løbende taler sammen. Vi er medspillere, påpeger Nina Braae Schjødt.
Nina Braae Schjødt startede som elev i Sparekassen Thys afdeling i Thisted i 1995. Hun skiftede afdelingen i Thisted ud med Hurup et år henne i elevtiden, og har været i Hurup afdelingen siden.
Hun er netop udnævnt til filialdirektør for Sparekassen Thy Hurup, der har ti specialiserede medarbejdere indenfor privat- og virksomhedsøkonomi.