Anmeldelse af Limfjordsteatrets forestilling “Noget om antihelte“. Anmeldelsen er skrevet af Louise Fihl Andersen – tidligere elev på Limfjordsteatrets akademi for scenekunst og en del af Ung Kult’s Unge Anmeldere

En rød bænk lyser op i midten af scenens mørke. Den venter, som jeg, men den venter ikke længe, før tre skikkelser træder ind på den mørklagte scene i sorte undertrøjer og bukser. Mine aftenøjne kan ane ord på bagvæggen. Minsandten, om der står ”Mændene længe leve”. En hurtig tanke strejfer mig: Det her kan gå mange veje. Bliver dette én stor østrogenhyldest med muscle-tanktops og øl på køl, eller skal jeg finde et lommetørklæde frem og forberede mig på de helt store følelser? Hvor er vi? Det er mandag, tre mænd går på scenen, og før man når at se sig omkring, står lyset ud til alle sider, og den høje musik rammer mig som en chokbølge. En forvirrende bølge, der kaster mig ind i det, som jeg lige i et minuts tid tror, er en teaterkoncert, men som ender med at udspille sig til noget helt andet, anderledes udefinerbart. Men på den bedste måde.

For hvis der er noget, skuespillertrioen slår fast i deres delvist autofiktionelle forestilling, er det netop, at Manden er udefinerbar. Med stort. Nærmere beskrevet med sætningen ”Manden er død”. Han findes simpelthen ikke. Et opfundet ideal, som de tre skuespillere, Jens Andersen, Thomas Guldberg Madsen og Sune Skuldbøl Vraa, og deres karakterer forsøger at leve op til på vidt forskellige, interessante måder. Et ideal, som i sidste ende altid vil være uopnåeligt.

Men vi starter fra begyndelsen; i slutningen på romancen, fødslen af et lille barn, som sætter store tanker i gang i den nybagte far. Ham, som venter på bænken. Ham, som er ved at dø af skræk og glæde på én og samme tid. At blive far. Hvad vil det sige for en mand? Den snak er central for forestillingens videre forløb, selvom dette forløb består af mange fragmentariske og usammenhængende episoder, der bindes sammen af skuespillerne, lysskift og den geniale, gennemtænkte scenografi, som er skabt af Kim Fast Jensen. Det ene øjeblik, er vi på hospitalet, det næste er vi i en klassisk Man Cave, med alt hvad mande-mande hjertet begærer.

Der er manden, der ønsker at være en ”rigtig mand”. Manden, som bare vil dø. Manden, der vil skilles. Manden som vil være den perfekte far. Perfekt. I alle rollerne har karaktererne en længsel efter at gøre det hele på én gang, og at være det ideal, de går efter, i alle aspekter af tilværelsen. Konflikten opstår i det, at de ikke kan finde fred i kun at være én ting. Det er en almenmenneskelig problemstilling. Det er en bekræftelse og udforskning af menneskets kompleksitet- og ikke mindst kønnets. Jeg kan dog ikke blive enig med mig selv om, om jeg finder brugen af kvinderne i historierne en anelse ensidig, idet at stort set alle kvindelige karakterer er karikerede kvindedjævle på hver sin, ”unikke” måde. Omvendt, kan jeg også godt forstå behovet for den provokation, og ligeledes stemmer brugen af de karikerede figurer, overens med forestillingens samlede, ironiske udtryk, som udforsker grænser og frustrationer.

Trods ironien, er konflikterne dog ægte og realistiske. Der er parret, som ikke længere ser hinanden, og som går hver til sit. Den nybagte far med det lille spædbarn i armene, som endnu ikke ved, om han er alene om at opfostre det, og kvinden, der flytter alene til Fyn med børnene, uden at tale med børnenes far om det først. ”At få revet sit fundament væk” er den sætning, Sune Vraa beskriver det med. Kuldegysninger hele vejen op ad armen. Netop denne scene omkring forældremyndighed efter skilsmisse eller brud, sætter fokus på et væsentligt emne i kønsrolledebatten. For hvor manden bliver ramt på alverdens områder vedrørende patriarkalske samfundstendenser, kan kvinden ikke løbe fra det faktum, at hun spiller med de bedste kort, hvad angår børnene. Jeg indrømmer flovt, at jeg aldrig har tænkt over dette, mest af alt grundet min alder, men den frustration ramte mig særligt

hårdt. Generelt kan mange af forestillingens konflikter og monologer forbindes til kærlighed. Alt er love, som man sagde engang. Det er tomheden, fordi den mangler eller den svævende, lette følelse, fordi den har steget én til hovedet. Kærligheden til ens barn er altoverskyggende, invaliderende og skræmmende på én og samme tid. Specielt for en mand, som føler, at han skal leve op til en rolle.

Men udover de alvorlige kommentarer og situationer, er denne forestilling frem for alt spækket med humor. Om det så er ren fysisk humor, velinstrueret og opsat af instruktør Moqi Simon Trolin, som for eksempel en kæmpe ble eller en baby, der ikke vil sove om natten, eller om det er parodier på speltmødre, den depressive kunstner eller chefen med stort C og hans undersåtter, kan man ikke andet end acceptere det og lade sig underholde. Timingen er imponerende, og der skal lyde en stor cadeau til sceneteknikerne, der støttede handlingen op med komiske lydeffekter og imponerende lysshows, så poeten med en såret sjæl og solbriller kunne få sit spot, og det nyforelskede par kunne få deres diskolys. Altid på klokkeslaget. Det hele passede ind i det rum og den stil, der blev skabt. En balancegang mellem alvor og leg, tilføjet en masse musik i forskellige genre.

Musikkens gennemgående toner var med til at skabe sammenhæng og vedligeholde den lette stemning, som også var vigtig for deres budskab. Det alvorlige skal tilføjes lidt humor, og så kommer eftertænksomheden bagefter. For hvorfor synes man egentlig, at det er sjovt?

Så hvad tager jeg som ung kvinde med mig efter denne forestilling? Først og fremmest et virvar af musik, frustration, komik og geniale scenografiske løsninger. Et velspillet sammenspil fra alle vinkler. Dertil også en hel del at tænke over, når man lige får vænnet og drejet det. Jeg synes, dette er en vigtig forestilling, som jeg næsten vil kalde en art manifest for manden. Manden er død. Men alle mænd skal leve længe. Alle typer af mænd; hvis de skal proppes i kasser. Ønsket om, at ville fastholde noget, fordi det at give slip, er det samme som at tabe. At tabe sig selv, fordi man mister fundamentet under fødderne. Man sætter sig på bænken og ser ud i luften. Skriver et digt. Drikker en øl eller en hel ramme, og sidder på toilettet i en time for at flygte fra virkeligheden. Vugger barnet mellem sine arme. Armbøjninger. Superhelt. Hvem er manden? Som Jens selv siger, findes han ikke. Og Jens, ja, han findes heller ikke.

Unge Anmeldere – Hvad går det ud på?
Ung Kult tror på, at det er vigtigt med kulturelle oplevelser for, med og af unge. Derfor har man i Ung Kult sat sig for, at få unge i lokalmiljøet til at anmelde forskellige projekter, events og performances – både fysisk og online.

De unge anmeldere rater hvert event med mellem 1 og 6 Ung Kult-skjolde.

Foto: Lars Horn, Baghuset