EUC Nordvest er idag og imorgen vært for det Regionale Skillsmesterskab for murer- og tømrerfagene.
Her dyster de nordjyske erhvervsskolers dygtigste lærlinge mod hinanden i konkurrencen, hvor både æren, håneretten og – ikke mindst – en adgangsbillet til DM-finalen, der afholdes i Bella Center i København til januar, er på spil.
Der har været travlhed i både tømrer- og murerværkstedet i Byggeriafdelingen på Bjørnevej i Thisted, hvor fire dygtige elever har været i gang med at finpudse kompetencer og teknikker siden starten af september, hvor det i EUC Nordvests lokale Skills-konkurrence blev afgjort, at det var netop disse fire elever, der skulle repræsentere skolen i det regionale skills-mesterskab.
Følgende elever vil repræsentere EUC Nordvest:
· Murerelev Tobias Kjær Jensen, der har læreplads hos Ivan Bertelsen i Lemvig
· Murerelev Marc Gade Larsen, der har læreplads hos Nordmors Murerforretning i Nykøbing
· Flisemurerelev Benjamin Jeppesen, der har læreplads hos Vinde Murerfirma i Skive
· Tømrerelev Thor Johannesen, der har læreplads hos Thy Mesterbyg i Thisted.
Løft til håndværksfaget
Mesterskaberne er et godt udstilllingsvindue for byggeriuddannelserne. Dels er der rig mulighed for at opleve, hvor dygtige de lokale skolers elever rent faktisk er, og dels giver mesterskaberne et godt indblik i, hvor meget det i bund og grund kræver at gennemføre en teknisk erhvervsuddannelse.
– En dygtig håndværkser skal ikke kun være god til at bruge sine hænder. Som håndværker skal man også kunne læse en teknisk tegning, man skal have indsigt i, hvordan man løser en given opgave bedst muligt, og så skal man naturligvis kunne håndtere det forskellige værktøj. Man kommer ikke sovende gennem en teknisk erhvervsuddannelse, fortæller afdelingsleder Thomas Schlichting fra Byggeriafdelingen på EUC Nordvest.
Det Regionale Skills-mesterskab slutter fredag eftermiddag kl. 16 hvor vinderen findes.
Foto: EUC Nordvest