Nordjyske Mediers ansvarshavende chefredaktør, Søren Rosenlund Christensen, er fredag død, 44 år gammel. Det skriver Nordjyske.
Tidligere på ugen var han involveret i en trafikulykke, og det er komplikationer efter den, der har gjort, at han har mistet livet.
Han efterlader sin hustru, Arina Nell Richter, samt to voksne sønner.
Chefredaktøren er født i Tønder, og da han blev uddannet journalist, arbejdede han først ved JydskeVestkystens redaktion i netop Tønder.
Siden begav han sig væk fra fødebyen, da han blev ansat ved Berlingske Media, først som journalist og ugeavisredaktør ved Berlingske Lokalaviser, og siden som redaktionschef og chefredaktør på Dagbladet Ringkøbing-Skjern.
Her var han indtil 2014.
De næste fem år tilbragte Søren Rosenlund Christensen som ansvarshavende direktør og administrerende direktør ved Bornholms Tidende.
1. september sidste år fik han stillingen ved Nordjyske Medier og skiftede i den forbindelse Bornholm ud med Nordjylland.
I den forbindelse kaldte Morten Sandlykke, bestyrelsesformand i Nordjyske, den nye ansvarshavende chefredaktør for “en stærk journalistisk leder med særlig tæft for transformation, som er nødvendig i mediebranchens hastige forandring”.
Samtidig fortalte Mads Westermann, tillidsrepræsentant ved Bornholms Tidende, at Søren Rosenlund Christensen i sine fem år ved avisen fik den i gang igen.
– Det var nok en avis, som på nogle områder var gået lidt i stå. Han har fået rykket på bornholmernes opfattelse af avisen og avisens rolle i samfundet på en positiv måde, sagde Mads Westermann til fagbladet Journalisten.
Den nye chefredaktør tiltrådte stillingen i september, efter at bestyrelsen havde valgt at opsige den tidligere chefredaktør i maj samme år.
Mediehuset Nordjyske Medier har hovedsæde i Aalborg og står bag dagbladet Nordjyske Stiftstidende, en lang række lokalaviser og tre radiokanaler.
/ritzau/
Pressefoto: Lars Pauli