Nu bliver lyntest også omfattet af smittestop-appen

Appen Smittestop bliver nu ændret, så man også kan melde sig smittet via appen, hvis man er testet positiv ved en lyntest hos en privat udbyder.

Hidtil har appen kun kunnet bruges, hvis man blev testet positiv med en PCR-test i det offentlige system. Det oplyser Sundhedsministeriet.

– Det skal gøre det muligt at bryde endnu flere smittekæder i samfundet, skriver Sundhedsministeriet i en meddelelse.

Opgraderingen er et fremskridt, mener Christian Wejse, der er speciallæge i infektionssygdomme ved Aarhus Universitetshospital.

– Appen har den fordel, at den kan være med til at identificere kontakter, som den smittede ikke kender. Så på den måde er det glædeligt, at det her hul nu bliver lukket, siger han.

Data fra de første udbydere er ifølge Sundhedsministeriet tilgængelig i appen fra og med tirsdag.

Det betyder, at man kan melde sig smittet, hvis man er blevet testet positiv for covid-19 hos en af følgende udbydere:

Aleris-Hamlet Hospitaler, Falck, CareLink, Virustest.Nu, Waterfront Doctors Corporate og SOS International.

Sundhedsministeriet oplyser, at man som bruger kan opleve at få en fejlmeddelelse, når man forsøger at melde sig smittet efter en positiv test.

Det skyldes, at de private testudbydere ikke overfører data til appen så ofte som data fra de offentlige teststeder.

Hvis man får en meddelelse om fejl, skal man blot forsøge at melde sig smittet i appen igen dagen efter, lyder rådet fra Sundhedsministeriet.

Smittestop-appen blev lanceret sidste sommer og er siden da downloadet tæt på 2,2 millioner gange.

/ritzau/

Illustration: Sundhedsministeriet

Forfatter

Related posts

Top