Nu er der -endelig- penge på vej til minkavlerne

Der er penge på vej til de af landets minkavlere, der i efteråret måtte aflive deres mink uden at kunne pelse dem på grund af COVID-19.

I midten af uge 6 begyndte Fødevarestyrelsen på at udbetale forskud på erstatningen for skind til op til 650 avlere, der har penge til gode. Inden længe lander også de første udbetalinger af tempobonus hos minkavlerne. Det skriver Fødevarestyrelsen på sin hjemmeside.

Når forskudserstatningen for skind har ladet vente på sig, skyldes det, at bekendtgørelsen, der hjemler udbetalingen af erstatningen har været forbi EU-Kommissionen. Desuden skulle bekendtgørelsen også træde i kraft. Begge dele er nu faldet på plads.

Fødevarestyrelsen har længe været i gang med at ruste sig til opgaven ved at ansætte og oplære sagsbehandlere til at behandle de forskellige udbetalinger.

Fødevarestyrelsen vil på sin hjemmeside løbende oplyse om status for udbetalingerne.

Erstatningen for nedlukningen af hele minkerhvervet, som er en del af den politiske aftale, der blev indgået den 25. januar 2021, skal behandles ved særlige erstatnings- og taksationskommissioner, som nedsættes hurtigst muligt.

Forfatter

Related posts

Top