Nu er der livreddere på stranden i Vorupør

Klokken 10 formiddag blev flagene hejst i TrygFondens livreddertårne, og for første gang nogensinde er livreddere på plads på stranden i Nørre Vorupør.

Tårnet blev indviet af formand for Klima-, Miljø og Teknikudvalget i Thisted Kommune Esben Oddershede, der som traditionen foreskriver det kastede en spand havvand på det rød-hvide tårn.

– Vi ser frem til at åbne endnu en livredderpost langs Vestkysten, og vi håber, at både lokale og turister vil vælge Nørre Vorupør Strand, nu hvor livredderne holder øje og skaber ekstra tryghed. Man er altid velkommen til at komme forbi tårnet og hilse på livredderne og få et par gode råd om badeforholdene på stranden, inden man går i vandet, siger René Højer, programchef i TrygFonden.

I Thisted Kommune glæder man sig over, at der kommer livreddere på stranden.

– Det betyder rigtig meget, at alle, der tager ud og bruger den dejlige badestrand i Vorupør, nu har den ekstra tryghed og bare kan nyde de fantastiske forhold. Og så håber jeg, at der er rigtig mange, der har lyst til at komme ned til en hyggelig formiddag på stranden, når tårnet bliver indviet, siger Esben Oddershede, formand for Klima-, Miljø og Teknikudvalget i Thisted Kommune.

Når flaget er hejst, er livredderne på vagt
De specialuddannede livreddere vil være på vagt hver dag fra kl. 10-18 indtil den 18. august. Et flag i toppen af livredderposten betyder, at der er livreddere på vagt, og den primære zone, som livredderne overvåger, er markeret med rød-gule flag i strandkanten.

TrygFondens kystlivreddere er på stranden fra den 25. juni til den 18. august. Foto: TrygFonden

Erfaringer viser, at livredderne har travlt. I 2020 gennemførte livredderne 75.864 indsatser i hele landet, der bl.a. inkluderer almindelig førstehjælp ved forbrænding efter kontakt med brandmænd, snitsår, dehydrering og bistik.

Livredderne var også i vandet for at kalde badegæster tættere på land, når de var kommet for langt ud, og de havde mange forebyggende snakke med badegæsterne om de særlige forholdsregler ved fralandsvind, om revlehuller og andre ting, som er gode at kende til, inden man går i vandet.

– Vi havde en rigtig god sommer sidste år, og livredderne havde travlt. De gennemførte 34 aktioner, hvor personer vurderes til at have været i livsfare. Det viser, at livredderne udfører et vigtigt stykke arbejde for strandgæsternes sikkerhed, og derfor glæder vi os til endnu en badesæson, forhåbentligt med godt vejr og mange strandgæster, siger René Højer.

TrygFondens kystlivreddere er på stranden fra den 25. juni til den 18. august.

Foto: Trygfonden

Forfatter

Related posts

Top