Tidligere har det været sådan, at gavekort til de lokale butikker kun kunne bruges i den by, som gavekortet var udstedt til.
Som det første sted i landet gøres gavekort købt i Thy nu brugbare i hele Thy. Og det er til forbrugernes fordel.
– Vi har haft en vækst på 41% i salget af gavekort i 2020 til 3,1 mio. kroner bare i ThistedBy, og der er ingen tvivl om, at det fortsætter de kommende år. Det er også baggrunden for, at vi hele afsøger muligheder for at videreudvikle begrebet gavekort, fortæller Handelschef Michael Vendelbo fra Vi Elsker Thy.
Vi Elsker Thy er et samarbejde mellem handelsforeningerne i Thisted, Hanstholm, Hurup og Vorupør.
I modsætning til tidligere, hvor gavekort ofte var det man endte med at købe, hvis man var løbet tør for gaveideer, er gavekort i dag noget mange ønsker sig – fordi det så er op til en selv at indløse gavekortet til lige præcis det man går og drømmer om.
– Gavekort får mere og mere plads på gavebordene i takt med, at vi har udviklet flot indpakning i stedet for en trist hvid kuvert. Nu får man en hel pakke, hvor gavekortet er i, lyder det fra Michael Vendelbo.
Gavekort til hele Thy
I samarbejde med Sparxpres, som udbyder gavekort til mere end 200 byer over hele landet, tilbyder Vi Elsker Thy nu gavekort, der kan anvendes i samtlige tilsluttede butikker i Thy.
– Sparxpres er glade for at være en del af den lokale udvikling og forankring i Thy. Med det lokale gavekort sikrer Sparxpres og ”Thy i Balance” lokal værdiskabelse, og kan på den måde være med til at fastholde eksisterende butikker og understøtte nye butikker – en god og sikker lokal valuta, udtaler Benny Jensen fra Sparxpress.
Gavekortene bidrager med en stor opbakning til de lokale butikker og ifølge Michael Vendelbo venter rigtigt mange gavekort lige nu på at blive brugt i de lokale butikker.
– Derfor vil vi da også godt opfordre hele detailhandlen i hele Thy til at bakke op omkring tiltaget, og komme med på listen. Det er en helt unik mulighed, påpeger Michael Vendelbo.
Detailhandlende der gerne vil med, kan tilmelde sig via Vi Elsker Thy’s hjemmeside.
Foto: Vi Elsker Thy