Nu kan du se, hvor mange feriepenge du har til gode

Alle borgere kan nu selv tjekke, hvad deres arbejdsgivere har indberettet og de beløb, de har til gode i feriemidler.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra LD Fonde, der blandt andet har ansvar for at administrere lønmodtagernes feriemidler.

Sammenlagt har arbejdsgiverne indberettet 108 milliarder kroner før skat, som danskerne har opsparet i feriepenge.

Allerede sidste år blev der taget en politisk beslutning om at give mulighed for at få udbetalt tre ud af i alt fem ugers indefrosne feriepenge. Det resulterede i, at der blev udbetalt lidt over 52 milliarder kroner før skat.

Udbetalingen skulle være med til at øge forbruget og støtte de danske butikker, der har været hårdt ramt af coronakrisen.

– Det har været godt for vores samfundsøkonomi, at vi i denne ekstraordinære tid har haft mulighed for, at lønmodtagerne har kunnet hæve de indefrosne feriepenge før tid. Det har sammen med hjælpepakkerne været med til at få landet så tørskoet igennem en svær tid som muligt, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i pressemeddelelsen.

Mod slutningen af sidste år blev der taget en ny politisk beslutning om at give mulighed for at udbetale de resterende feriemidler.

Forventningen er, at de sidste feriepenge kan udbetales i løbet af foråret.

Som lønmodtagere kan du borger.dk tjekke, hvad deres arbejdsgivere har indberettet af feriemidler og det beløb, de har til gode.

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top