Der er i alt ca. 700.000 brændeovne i Danmark. Ca. 260.000 af dem skønnes at være produceret før 2003. Dermed bliver de en del af en ny ordning, hvor boligkøbere fremover skal udskifte eller nedlægge brændeovne fra før 2003 i forbindelse med overtagelsen af boligen.
Den nye lov er vedtaget med opbakning fra et bredt flertal i Folketinget. Miljøminister Lea Wermelin kalder det et vigtig skridt i kampen for renere luft.
– Danskerne bliver alvorligt syge, og dør for tidligt på grund af luftforurening, og gamle brændeovne udleder mange af de farlige partikler. Derfor skal vi skille os hurtigere af med dem, og det er loven med til at sikre, siger miljøminister Lea Wermelin i en pressemeddelelse.
Brændeovne er en af de største syndere, når det kommer til luftforurening og de gamle brændeovne sender flest farlige partikler ud i luften. Partiklerne er en af grundene til, at danskere lever kortere og er årsag til alvorlige sygdomme.
De nye regler gælder fra april 2021. Boligkøbere bliver forpligtet til at oplyse, om der står en gammel brændeovn fra før 2003 i den bolig, de har købt, når skødet bliver tinglyst.
Kakkelovne, masseovne, antikke brændeovne, åbne pejse mv. er undtaget fra ejerskifteordningen.