En nøglering af genanvendt plastik, en mobiltelefon, en bog om Kong Frederik. Genstandene er blot tre af de mange, mange forskellige ting og sager, som i august i fjor havnede i den tidskapsel, som Thisted Kommune havde opstillet på Store Torv under fejringen af købstadsjubilæet.
Nu er kapslen blevet forseglet og kommet på Museum. Den har lige nu plads ved det store kalejdoskop tæt på den lille butik hos Museum Thy, og kan også ses fra vinduet i Jernbanegade.

– Vi er rigtigt glade for den. Den er fyldt med eksempler på alt muligt fra den tid, vi lever i. Den viser noget om vores dagligdag. Varieteten i genstandene er stor, så den er et ret fint aftryk af 2024 til eftertiden, siger formidlingsinspektør og afdelingsleder Charlotte Boje Hilligsø Andersen fra Museum Thy om den nye museumsgenstand.
500 året blev fejret sidste år i august under temaet ”By skaber liv og liv skaber by”. Det blev fire dages folkefest, hvor masser af foreninger deltog med aktiviteter for små og store.
En kæmpe folkefest
Handelsforeningen pyntede byen og arrangerede fællesspisning og fælles morgenmad. Der var byløb, som gik gennem bryghuset. Kulturinstitutionerne lavede teater på gader og i parker. Og Store Torv var fyldt af masser af musik – lige fra børnesange for de yngste, over Thy-bandet Jonah Blacksmith for de fleste til opera fra Den Kongelige Opera for dem med de klassisk stemte ører. Under festlighederne stod tidskapslen på Store Torv og alle kunne putte tidstypiske genstande i den.
Efterfølgende har en skoleklasse bidraget med små breve om deres hverdag, og flere butikker er kommet med ting, de synes, skal huskes i et historisk perspektiv.
– Fejringen var fire dage fyldt med festligheder, og thyboerne mødte talstærkt op og alle havde mulighed for at lege med. Undervejs debatterede vi også byen i fremtiden, og ingen ved, hvordan den kommer til at se ud, men vi håber, at thyboerne om fx 100 år kigger nysgerrigt i tidskapslen, siger Kasper Pape Helligsøe, der er udviklingskonsulent i Thisted Kommune, og var koordinerende projektleder på fejringen af 500-års jubilæet.

Et varigt minde
Museumsinspektøren er sikker på, at tidskapslen vil bidrage til historien om vores by:
– Den vil minde om, hvordan man i 2024 så på verden. Hvilke materialer vi brugte. Hvad vi var optaget af, og hvad vi tænkte på. På den måde kan den også være med til bygge en bro til en forståelse af vores tid for dem, der kigger i den, siger Charlotte Boje Hilligsø Andersen fra Museum Thy.
Tidskapslen står foreløbigt udstillet på Museum Thy. Senere vil den blive flyttet til museets magasin, hvorfra den så vil kunne hentes frem for eftertiden.
Se indholdet af tidskapslen herunder:



Kilde og fotos : Thisted Kommune – www.thisted.dk