“Ny” beskæftigelseschef i Thisted Kommune

Thisted Kommune har ansat en ny, men ikke uerfaren, beskæftigelseschef.

Der er tale om Trine Engholm Christensen, der har været konstitueret chef for området siden 1. januar. Hun er glad for, at hun får lov til at fortsætte med at præge beskæftigelsesområdet i Thisted Kommune.

– Jeg synes, beskæftigelsesområdet er helt unikt, fordi det er fuldstændig afgørende for den enkelte – både socialt, økonomisk og sundhedsmæssigt – at være i job eller uddannelse. Samtidig er det afgørende for erhvervslivet, at der er den nødvendige arbejdskraft til rådighed, siger Trine Engholm Christensen.

Trine Engholm Christensen har været konstitueret beskæftigelseschef siden 1 januar 2020. Pr. 1. september tiltræder hun stillingen permanent. Foto: Thisted Kommune

Mogens Kruse Andersen, der er direktør for Teknik, Erhverv og Beskæftigelse i Thisted Kommune, er glad for, at Trine Engholm Christensen bliver på holdet.

– Med valget af Trine får vi en chef, som har en meget stor faglig indsigt og erfaring indenfor beskæftigelsesområdet. Hun sætter nye standarder for området og har samtidig øje for udvikling af medarbejdernes og lederteamets kompetencer, siger Mogens Kruse Andersen.

Fokus på den enkelte borger
Den nye beskæftigelseschef har ansvaret for beskæftigelsesområdet, der består af tre sektioner: Ydelser, Helbred & Ressourcer samt Job & Uddannelse. Samlet set bliver hun chef for knap 150 ansatte.

Trine Engholm Christensen går til opgaven med en ambition om at have fokus på det enkelte menneske.

– Jeg tror ikke, vi kan køre noget ned over alle. Det handler rigtig meget om at være dygtig til at se individuelt på mennesker, og hvad de har brug for. Vi skal have et godt samarbejde, der ender ud i en plan for den enkelte, siger hun.

Trine Engholm Christensen kender beskæftigelsesområdet godt, selvom hun oprindeligt er uddannet pædagog. Inden hun blev konstitueret chef for beskæftigelse i Thisted Kommune, var hun sektionsleder for sektionen Job og Uddannelse under Jobcenter Thisted i fire år. Inden da var hun leder i Børne- og Familierådgivningen i Jammerbugt Kommune.

Hun tiltræder stillingen som ny beskæftigelseschef den 1. september 2020.

Foto: Thisted Kommune

Forfatter

Related posts

Top