Ny bestyrelsesleder for Statens Kunstfond

Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen har udpeget teaterdirektør Gitta Malling fra Limfjordsteatret som ny bestyrelsesleder for Statens Kunstfond. Hun tager sammen med 29 andre nye medlemmer af Kunstfondens projektstøtteudvalg over fra årsskiftet.

Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen siger: ”Statens Kunstfond har en helt afgørende rolle i at støtte udviklingen af nyskabende kunstneriske idéer og kunstoplevelser af høj kvalitet og samtidig sikre, at alle danskere har adgang til dem. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at vi har fået sammensat et rigtig godt hold, som med teaterdirektør Gitta Malling i spidsen kommer til at løfte opgaven på allerdygtigste vis. Jeg ser frem til at følge Kunstfondens arbejde.”Ny bestyrelsesleder for Statens Kunstfond, Gitta Malling, siger: “At skulle varetage rollen som bestyrelsesleder for både Statens Kunstfond og Projektstøtteudvalget for Scenekunst er en stor ære. Jeg glæder mig til at være med til at sikre innovativ, mangfoldig og betydningsfuld kunst af den højeste kvalitet til hele Danmark og til at fremme dansk kunst i udlandet. En opgave, der ikke er blevet mindre vigtig her i skyggen af corona, hvor nogle kunstnere har fundet nye veje, og hvor vi alle er blevet mindet om kunstens betydning.”

Statens Kunstfond består af i alt 54 personer, der er udpeget af kulturministeren og Statens Kunstfonds repræsentantskab. De 54 personer sidder i 12 udvalg: seks legatudvalg og fem projektstøtteudvalg samt ét samlet projektstøtte- og legatudvalg for arkitektur.Alle medlemmer af Statens Kunstfond er udpeget for en 4-årig periode, dog udpeges bestyrelseslederen kun for en 2-årig periode. De nye projektstøtteudvalg udpeges for perioden 1. januar 2022 til 31. december 2025, mens de nuværende legatudvalg er udpeget for perioden 1. januar 2020 til 31. december 2023.

Forfatter
Top