Det er de færreste der kender til bokseren Einar Agerholm, som udover at være fra Mors var et kæmpe sportsnavn i 1930’erne.
Men nu vil den tidligere journalist Mogens Møller udbrede kendskabet til den glemte bokser. Det sker i en ny bog, som bærer titlen “Et mandfolk”.
Udover at være en af Danmarks største sportsnavne i sin storhedstid, så var Einar Agerholm også modstandsmand og arbejdede til daglig som kriminalbetjent. Og netop hans civile arbejde skulle få store fatale konsekvenser.
På Danmarks befrielsesdag den 5. maj 1945 blev han nemlig dræbt i krydsild af tyske soldater. Han blev bare 39 år gammel.
Bogen bliver officielt udgivet på fredag, og udgivelsen markeres med et lille arrangement i Morsø Kunstforening af 1961’s lokaler på Holmen i Nykøbing fra kl. 16-18.
– I forhold til kunstforeningens sædvanlige udstillinger er det spændende at præsentere et billede af et meget sammensat menneskes skæbne – og de voldsomme påvirkninger, livets barske lærdom, som den unge mand er blevet udsat for, fortælles der i en pressemeddelelse.