Region Nordjylland har valgt en ny EPJ (elektronisk patientjournal) fra Systematic, som lever op til regionens krav i forhold til både kvalitet og pris.
Politikerne bevilligede 121 millioner kroner til indsatsen til og med 2022. Der er tale om det samme kernesystem, som Region Syddanmark købte sidste år, og som Region Midtjylland allerede har arbejdet i gennem flere år.
– Det giver god mening, at vi i Vestdanmark hviler på det samme grundlag i forhold til hospitalernes kernesystemer. Det er der mange samarbejds- og synergimuligheder i. F.eks. vil ansatte mere ubesværet kunne vikariere eller skifte job mellem regionerne, siger regionsrådsformand Ulla Astman.
Kan understøtte nye digitale sundhedstilbud
I Region Nordjylland er der stort fokus på at skabe værdi for patienten. Blandt andet ved at tilbyde sundhedstilbud, som er tilpasset borgernes individuelle behov og muligheder, og som ikke skaber unødig indgriben i hverdagslivet. Regionens nye EPJ kan hjælpe til at understøtte den vision, siger Region Nordjyllands it-direktør Klaus Larsen:
– Region Nordjylland forfølger en strategi, hvor digitalisering er fundamentet for fremtidens sundhedsvæsen. Det indebærer en transformation af hele det nordjyske sundhedsvæsen, hvor vi udnytter digitale teknologier til at nå vores mål – med patienten og dennes data i centrum og på tværs af alle parter i sundhedsvæsenet, siger Klaus Larsen og konkretiserer:
– Der er brug for en ny EPJ, som er mere fleksibel, giver mulighed for mobilløsninger og som lettere integrerer med telemedicinske løsninger og andre af nutidens krav til en moderne platform for sundheds-it. Det får vi med NordEPJ.
Velafprøvet system
For det nordjyske sundhedspersonale er det ikke en helt ny spiller, der kommer på banen, når Region Nordjylland skifter EPJ. De nordjyske hospitaler arbejder nemlig allerede i dele af den nye patientjournal. Systematics EPJ-system består af fem moduler, og to af dem, booking og medicinering, har allerede været i brug i flere år på de nordjyske hospitaler.
– Vi får et velafprøvet system, hvilket kan være med til at give noget stabilitet og sikkerhed for vores hospitaler i den forandringsproces, de ser henimod, siger Michael Braüner Schmidt, som er lægefaglig direktør på Aalborg Universitetshospital.
Fotograf: Lasse Høj Nielsen, Region Nordjylland