Efteråret lakker mod enden, og det samme gør praktiksamarbejdet mellem HR- og Kvalitetschef Jesper Sørensen fra Idealcombi og praktikant Simon Hillbrandt Jacobsen.
Sammen ser de tilbage på tre gode og lærerige måneder, hvor projektet ’Fra bybo til thybo’ har skabt rammerne for succesen.
Jesper Sørensen har kun positive ting at sige om projektet, der sørger for alt det praktiske og tager sig godt af de studerende uden for arbejdstiden.
– Det har endnu engang været en rigtig god oplevelse at være en del af projektet. Det, jeg især bider mærke i, er, at der bliver gjort meget for, at de studerende integreres her i Thy. Vi sørger selvfølgelig selv for, at vores praktikanter har det godt i arbejdstiden, men at der som en del af projektet bliver arrangeret sociale arrangementer, er noget af det, jeg ser som en stor styrke, lfortæller han.
Det er Thy Erhvervsforum, der står bag projektet og faciliterer det, og Community Manager Maja Hilding Sanchez Cruz fortæller, at man gør meget for at lokke de unge studerende til Thy:
– Det unikke ved projektet er, at praktikanterne kan flytte ind i en møbleret lejlighed kvit og frit, og samtidig får de en bil stillet til rådighed. Det set-up tror jeg ikke, man finder mange andre steder i Danmark. Derudover tilrettelægger jeg et program for praktikanterne med sociale, faglige og kulturelle oplevelser, hvor vi tager ud og oplever Thy, siger hun.
Idealcombis nuværende praktikant Simon Hillbrandt Jacobsen havde aldrig været i Thy, før han startede hos Idealcombi. Praktikpladsen og opholdet i Thy har været så god en oplevelse, at han nu overvejer, om han engang i fremtiden skal slå sig ned i Thy:
– Det har været enormt givende at være i praktik hos Idealcombi. Jeg har fået lov at prøve en masse ting, og jeg har fået meget ansvar. Også mere ansvar end jeg kan høre, mine medstuderende har fået hos deres praktiksteder. Og så har jeg fundet ud af, at Thy har virkelig meget at byde på, og når jeg engang skal slå mig ned, vil jeg klart have Thy med i mine overvejelser, siger Simon Hillbrandt Jacobsen.
Lige nu søges der efter nye praktikvirksomheder. Det koster 20.000 kroner for en virksomhed at støtte projektet og dermed få en praktikant. Pengene dækker bolig, bil og arrangementer til praktikanten. Thy Erhvervsforum hjælper desuden med at finde den rette praktikant igennem praktikopslag og annoncering.