Ny grøn konsulentvirksomhed i Thy

Bo Immersen fra Thisted har startet konsulentvirksomheden Thybo & Co., som hjælper organisationer med at mindske deres klimaaftryk og miljøbelastning.

Værktøjerne er eksempelvis miljømærkning, indførelse af miljøledelse, udvikling af nye grønne forretningsmodeller eller FN’s 17 verdensmål, der kan udnyttes som strategiske pejlemærker for driften.

– Min ambitionen er at være de nordvestjyske virksomheders foretrukne samarbejdspartner, når de vil sætte fart på deres grønne omstilling, fortæller Bo Immersen.

Virksomheden blev oprettet som en fritidsbeskæftigelse i efteråret 2019, men nu tages springet som iværksætter fuldt ud. Det er en drøm, der går i opfyldelse for Bo Immersen:

– Lige siden jeg i starten af 1990’erne besøgte Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi med min HTX klasse, har jeg været “miljøskadet” – men på den gode måde. Jeg blev fanget af idéen om at spare på energien og udnytte ressourcerne bedst muligt til gavn for vores efterkommere og den planet vi bor på. Det har bl.a. resulteret i, at jeg har udviklet en særlig allergi over for spild og en næse for at skabe synergier, forklarer han.

Ambassadørprisen
Bo Immersen har mange års erfaring i at understøtte en bæredygtig udvikling og hjælpe virksomheder med at mindske deres miljøbelastning og kommunikere det til omverden.

I 2012 blev han tildelt Ambassadørprisen af Miljømærkning Danmark ”for siden 2004 at have ydet en ekstraordinær indsats for kendskabet til og brugen af EU Blomsten via sit virke i det regionale turistudviklingsarbejde i Nordjylland.”

– Jeg går ikke efter at spinde guld på den grønne omstilling. Men jeg vil gøre det godt, så jeg kan forsørge min familie, og jeg vil gøre godt ved dels at mindske belastningen på miljø og natur, men også bidrage positivt til lokalsamfundet. Derfor er Thybo & Co’s mission, at hjælpe andre med at gøre deres organisation mere grøn og bæredygtig til gavn for virksomheden, deres kunder og vores efterfølgere, slutter iværksætteren.

Forfatter

Related posts

Top