Oftere end tidligere bliver håndværkerbiler brudt op og ribbet for værktøj for mange tusinde kroner.
Det er ikke alene dyrt for den enkelte håndværker, det er også besværligt. For uden værktøjet kan arbejdet ikke udføres, og hvis ikke arbejdet udføres så forsvinder kunderne og dermed eksistensgrundlaget for håndværkere.
Derfor har Thy-virksomheden Bjarne Thorup Autokomponenter, der holder til i Vester Vandet, udviklet en ny indbrudsalarm til håndværkerbilerne.
– Den grundlæggende idé med den her tyverialarm er, at den helt skal forhindre tyven i at slippe afsted med noget værktøj, siger Bjarne Thorup, indehaver af virksomheden Bjarne Thorup Autokomponenter.
Røg og sirene
Tyverialarmen fungerer sådan, at når alarmen er aktiveret i varebilen og tyven forsøger at brække låsen op og åbne sidedøren eller bagdøren, vil bilen med det samme fyldes med tæt røg. Samtidig starter en høj sirene.
Alarmens konstruktion forhindrer desuden, at varebilens døre kan åbnes mere end 10 cm.
– Røgen vil gøre det svært for tyven at orientere sig. Derudover vil dørene, som kun åbner 10 cm, gøre det vanskeligt for tyven at udføre tyveriet. Og ikke mindst den høje lyd af sirenen vil få tyven til at flygte hurtigt fra stedet, siger Bjarne Thorup og tilføjer:
– Tyvene har typisk værktøj og vinkelsliber med sig. Derfor er det ikke nok med en kraftig lås på dørene i varebilerne, for den kan de bryde op. Derfor skal der mere til for at stoppe de her varebilstyverier, siger Bjarne Thorup.