Først raserede mink og mårhund den danske natur. Nu står vaskebjørnen, som oprindeligt stammer fra Nordamerika, på spring som næste uønskede og invasive rovdyr i naturen.
Den kan samtidig blive endnu værre og farligere – også for mennesker.
Bestanden af vaskebjørn er de seneste år eksploderet i Tyskland. Derfor er det ifølge fagfolk kun et spørgsmål om tid, før den for alvor bliver en trussel også i Danmark.
– Vaskebjørnen er en fantastisk klatrer og dermed til fare for fugle og æg både på jorden og i træerne. Men når den udgør en helt særlig trussel, så er det, fordi den bærer på en farlig parasit, som kan smitte til mennesker, siger specialkonsulent Mariann Criel fra Miljøstyrelsen.
Parasit kan give hjerneskader
Parasittens æg kan via dyrets afføring vandre rundt i menneskers krop og op i hjernen og give hjerneskader, som kan være dødelige.
I Danmarks Jægerforbund forudser formand Claus Lind Christensen, at vaskebjørnen kan blive et endnu større problem end den allerede udbredte mårhund, hvis den ikke stoppes i tide.
– Vi forventer, at vaskebjørnen kommer her for alvor snart, og vi skal forberede os på at slå hårdt ned på den fra starten med alle midler. Det omfatter fælder, nedskydning og brug af kikkertnatsigte, som ikke er lovligt nu, men som betyder, at vi kan skyde dem om natten, siger han.
/ritzau/