Ny mentorordning til erhvervslivet i Thy

Med et nyt koncept, MentorMatch, får virksomheder i Thy nu endnu flere muligheder for at få hjælp og vejledning.

MentorMatch giver virksomhedsejere i Thy muligheden for at få tilkoblet en mentor i forbindelse med en konkret udfordring eller opgave. Det kan være i forhold til forretningsudvidelse, opkøb, personale e.lign. Mentoren vil være en nuværende eller tidligere virksomhedsejer eller leder med en god portion erfaring i bagagen.

Bag MentorMatch står Thy Erhvervsforum, som kommer til at fungere som ”match-maker” mellem virksomhedsejere og mentorer.

– Det er utrolig vigtigt, at vi får skabt de rigtige match og finder en passende mentor til netop den udfordring eller opgave, som virksomhedsejeren står overfor. Der skal være en naturlig fortrolighed og ærlighed mellem parterne, siger erhvervskonsulent hos Thy Erhvervsforum, Lisbeth Bang Nielsen og fortsætter:

– Der er så mange ekstremt dygtige erhvervsfolk som ligger inde med en viden, der er guld værd. Deres erfaring kan bidrage til at andre virksomheder i Thy også lykkes, og dermed være med til at styrke det fremtidige erhvervsliv i vores område, siger hun.

Et stærkt mentorkorps står klar
20 mentorer har indtil videre meldt sig til at være en del af Thy Erhvervsforums mentorkorps, hvor de vil tilbyde sparring og vejledning til virksomheder i Thy. De har vidt forskellige erhvervsmæssige baggrunde, men fælles for dem alle er, at de har en stor interesse for erhvervsudviklingen i Thy.

– Jeg er utrolig glad for de mentorer, der nu er en del af mentorkorpset. Jeg er dybt imponeret over den erfaring og viden, som de hver især kommer med og gerne vil dele ud af, siger Lisbeth Bang Nielsen.

Også mentorerne er begejstrede for idéen om et mentorkorps til erhvervslivet i Thy:

– Havde der været en sådan gruppe, da jeg startede for over 10 år siden, havde jeg helt sikkert kunne undgå nogle fejl og skabe relationer hurtigere, siger mentor Jan Høilund Christensen, der er CEO hos softwarevirksomheden IOspect i Thisted.

Jens Nikolaj Maagaard, Co-owner hos rekrutteringsfirmaet Asgaard Recruitment, var heller ikke i tvivl om, at han skulle med på mentorholdet, da han så muligheden for det:

– Jeg har valgt at blive en del af mentorkorpset, da jeg har rigtig gode erfaringer fra ’Velkommen Hjem’, hvor vi er et mentorkorps af tidligere ansatte i forsvaret, som hjælper veteraner og andre med at skifte uniformen ud med et civilt job. At være mentor forpligtiger på den gode måde. Man får mulighed for at dele erfaringer på godt og ondt og får typisk også selv noget læring med som en bonus, siger han.

Der er netop åbnet op for mentorordningen, som er gratis for virksomhedsejere i Thy at benytte sig af. Ønsker man at blive eller få en mentor, skal man kontakte Lisbeth Bang Nielsen fra Thy Erhvervsforum på Tlf: 6018 1643 eller lisbeth@thyef.dk. Læs også mere om MentorMatch på thyef.dk.

Forfatter

Related posts

Top