Ny metode sikrer skånsom fjernelse af livmoderen

Som det første sted i landet kan nordjyske kvinder, der skal have fjernet livmoderen, nu få det gjort mere skånsomt end tidligere.

På Regionshospital Nordjylland har Afdeling for Kvindesygdomme, Graviditet og Fødsel som de første taget en ny mere skånsom operationsmetode i brug.

I stedet for at gynækologen går gennem bugvæggen med instrumenterne, så kan kvinder nu få fjernet livmoderen ved hjælp af kikkertkirurgi gennem skeden.

Nedsætter risiko for komplikationer
For patienterne er det en stor fordel, fortæller gynækologisk teamleder og overlæge Musa Krasniqi:

– Det er en mere skånsom metode end en traditionel kikkertoperation. Ved at gå gennem skeden nedsætter man risikoen for komplikationer, og det efterlader ingen ar på patienten.

Patienten kan tage hjem allerede to timer efter indgrebet, som samtidig forventes at give betydeligt færre smerter end tidligere.

I alt gennemfører Regionshospitalet mellem 60-70 hysterektomier årligt, og det er vurderingen, at omkring en fjerdedel af disse nu vil kunne foregå med kikkertoperation vaginalt.

Foto: Line Bloch Klostergaard, Region Nordjylland

Forfatter

Related posts

Top