En rigtig møgsag. Igen.
Thisted Kommune er atter kommet i mediernes søgelys i forhold til hvordan de udfører kontrol med sygemeldte borgere. Det er fagforeningen 3F der via deres fagblad har afdækket en en række konkrete tilfælde.
Det nyeste eksempel, som Fagbladet 3F skriver om idag, handler om den sygemeldte 47-årige Tina Christensen fra Thisted.
I sommers var hun var frivillig ved Thy Rock. Dét så hendes kommunale sagsbehandler tilfældigvis hvilket afstedkom flere mails hen over sommeren, hvori sagsbehandleren undrer sig over, hvordan Tina Christensen har fysik og overskud til at deltage som frivillig.
Ifølge Fagbladet 3F skrev sagsbehandleren efterfølgende bl.a. til Tina Christensen:
– “Du går fra maden ud til et bordbænkesæt, som ikke er den nærmeste plads, uden at være synligt påvirket. Du vælger at skræve over bænken, først med det ene ben og herefter det andet, igen uden at være synligt påvirket. Ligeledes rejser du dig på samme måde. Når du er her [på jobcenteret, red.] til samtale, taler du i et forsænket toneleje, tydeligt smerteplaget. Du kan ikke tage trapperne, og du er tydeligt smerteplaget igennem hele samtalen…”
Sagsbehandleren undrer sig ligeledes over, at Tina Christensen kan holde til at være frivillig hjælper i fem timer, samtidig med at hun ikke har kunne formå at møde op mere end gennemsnitligt en halv time to gange i ugen i praktikken på Thy Værkstedet:
– “Det under mig, at der ses så store forskelligheder i dit funktionsniveau, når du er i beskæftigelsesrettede aktiviteter og i din fritid,” skriver sagsbehandleren bl.a.
Men Tina Christensen kan ikke forstå sagsbehandlerens konklusion:
– Det, sagsbehandleren jo ikke så, var, hvordan jeg sørgede for at holde mig i ro i tiden op til Thy Rock. Hvordan jeg var på piller, og hvordan jeg slappede af det meste af tiden ved bare at hænge ud og have pauser. Og hvordan jeg faktisk lå brak en hel uge efter. Ja, jeg gjorde noget godt for mig selv, men det havde også nogle omkostninger, fortæller Tina Christensen til Fagbladet 3F.
Sagsbehandlerens observationer har, ikke indtil videre, fået konsekvenser for Tina Christensens udbetaling af sygedagpenge – i modsætning til Torben Hedegaard fra Bedsted der fik frataget sine sygedagpenge efter et anonymt tip. Men efter episoden har hun tænkt sig om en ekstra gang inden siger ja til noget:
– Jeg synes, at kommunen er gået ind over en grænse, hvor de ikke skal være. Det er da klart, at jeg er glad, når jeg er blandt venner. Og det er da klart, at jeg ikke nødvendigvis smiler, når jeg er til møde hos jobcenteret. Det er altså ikke et særlig rart sted at være. Men det er da forkasteligt, at man skal helt derud, hvor de bremser én i at få lidt glæde, siger Tina Christensen Fagbladet 3F.
Tina Christensen har gennem flere år været sygemeldt med tennisalbuer og karpaltunnelsyndrom i håndleddene, og selvom der ikke har været nogle økonomiske konsekvenser har episoden sat skub i endnu en praktik hvor hendes arbejdsevne skal afklares.
LÆS OGSÅ:
Foto: Claus Bjørn Larsen