Jobudsigterne som produktionsteknolog er gode. Det lokale erhvervsliv har nemlig brug for medarbejdere med tekniske kompetencer på højt niveau.
Derfor glæder Professionshøjskolen UCN sig til at tage imod det første hold studerende, når den nye uddannelse til produktionsteknolog åbner dørene i Thisted efter sommerferien.
Uddannelsen til produktionsteknolog varer 2 år og vil være den eneste videregående tekniske uddannelse i Thy-Mors. Studieleder Jens Christian Hansen Kløve forventer, at der bliver rift om de nyuddannede produktionsteknologer.
– Det nye uddannelsestilbud er etableret i et tæt samarbejde med det lokale erhvervsliv og Thisted Kommune, og der er ingen tvivl om, at virksomhederne i Thy-Mors efterspørger dygtige medarbejdere med lige netop de kompetencer, som produktionsteknologerne kommer med. Det kan vi også se i Aalborg, hvor der er stor efterspørgsel efter vores nyuddannede produktionsteknologer, fortæller han.
I Aalborg har UCN udbudt uddannelsen i mange år, og de gode erfaringer tager man med til Thisted. Den nye uddannelse, som udbydes via en såkaldt uddannelsesstation, bliver en nærmest tro kopi af Aalborg-udgaven.
– Vi investerer lige så meget i den nye uddannelse i Thisted som dén i Aalborg, det vil sige, at de studerende vil opleve den samme kvalitet. Der vil være et meget tæt parløb mellem de to udbud, og dermed kan de studerende også få gavn af de dygtige undervisere, vi har på uddannelsen i Aalborg. Faktisk får de identiske skemaer, og ligesom i Aalborg vil der i Thisted også jævnligt være fysisk kontakt til en underviser, forklarer Jens Christian Hansen Kløve, der forventer at ansætte en underviser, som bliver knyttet særligt til uddannelsen i Thisted.
I forvejen har UCN fem uddannelser i Thisted, der alle holder til på uddannelsesinstitutionens campus på Lerpyttervej. Det samme kommer den nye uddannelse til at gøre.
Både unge og erfarne kan søge ind
Det vil især være unge fra de lokale ungdomsuddannelser, som forventes at søge ind på uddannelsen, særligt dem med en teknisk linje. Derudover kan uddannelsen være en god mulighed for tidligere medarbejdere fra f.eks. Oticon og Coloplast.
Det sidste er Pia Faaborg og Anette Kristensen gode eksempler på. I mere end 20 år arbejdede de på Coloplast, indtil virksomheden lukkede sin afdeling i Thisted sidste år. I dag læser de til produktionsteknolog i Aalborg og pendler hver dag fra Thisted, hvor de bor.
– Vi har mange års erfaring fra Coloplast, hvor vi langt hen ad vejen arbejdede med nogle af de opgaver, som en produktionsteknolog også har fingrene i, f.eks. test af nye produkter, dokumentation, kvalitetssikring og arbejdsbeskrivelser. Men med uddannelsen får vi papir på det, vi allerede kan, og så får vi ny viden og nye teorier, som styrker vores faglighed yderligere, fortæller de to studerende.
Pia Faaborg er ikke i tvivl om, at hun ville have valgt det nye uddannelsestilbud i Thisted, hvis hun havde haft muligheden.
– Man sparer mange timer om dagen i transport og vil ikke være afhængig af at skulle have en bil. Samtidig er der bedre muligheder for at besøge de lokale virksomheder, hvor man måske får job efterfølgende.
De to studerende er optimistiske, når snakken falder på jobmuligheder efter endt uddannelse.
– Det ser rigtig godt ud. Der er brug for dygtige og fagligt kompetente tekniske medarbejdere, som kan være bindeled mellem produktionen og de øvrige afdelinger i en industrivirksomhed. Vi vil helt sikkert anbefale, at andre går samme vej som os, f.eks. hvis man er ufaglært med en teknisk baggrund eller skal omskoles, siger Pia Faaborg og Anette Kristensen.
Der er sidste frist for at søge ind på de videregående uddannelser i kvote 1 5. juli. Jens Christian Hansen Kløve forventer dog, at man også kan ansøge i et efteroptag fra 28. juli. Det gælder f.eks. ufaglærte, som ikke har en gymnasial eksamen.
Fakta:
- Studerende på den nye uddannelsesstation kan tage det første år af uddannelsen i Thisted.
- Tredje semester må ikke gennemføres på Campus Lerpyttervej i Thisted, men vil blive gennemført dels på campus i Aalborg, dels i lokale virksomheder hvor der er arbejdes med caseopgaver
- Produktionsteknologer arbejder primært med teknisk beregning, dokumentation, kvalitet og ledelsesopgaver inden for forskellige brancher; fra logistik over udvikling til produktion.
- Uddannelsen er en to-årig erhvervsakademiuddannelse. Praktik er en obligatorisk del af studiet.
Foto: UCN