Ny uddannelse i Thisted skal sikre arbejdskraft lokalt

I fremtiden bliver det lettere for virksomhederne i Thy at tiltrække specialuddannet personale. Til september bliver det nemlig muligt at uddanne sig til produktionsteknolog på Professionshøjskolen UCN i Thisted.

Det vækker glæde hos vinduesproducenten IdealCombi i Hurup, der tidligere på måneden søgte efter 15-20 nye medarbejdere til produktionsafdelingen.

– Vi har jo en hel generel interesse i, at den arbejdsstyrke, der er tilgængelig her i området, er så godt uddannet som overhovedet muligt, siger Jesper Sørensen, der er HR- og kvalitetschef, Idealcombi, til TV Midtvest.

En produktionsteknolog arbejder typisk med teknisk beregning og dokumentation af nye maskiner og arbejdsprocesser. Uddannelsen tager to år at gennemføre.

Hjælper med praktikpladser
IdealCombi, der i samarbejde med Thisted Kommune har været stærkt medvirkende til, at uddannelsen nu kommer til Thy, har lovet, at være behjælpelig med bl.a. praktikpladser:

– Det ser vi som en forpligtelse. Vi er en stor virksomhed i lokalområdet, og vi skal understøtte de uddannelser, der nu er her. Vi har før haft praktikanter med stor succes, og det ser vi frem til at få igen, siger Jesper Sørensen til TV Midtvest.

IdealCombi’s håb er, at få nye, potentielle medarbejdere ud af samarbejdet med UCN.

LÆS OGSÅ:

IdealCombi søger 15-20 nye medarbejdere

Foto: UCN

Forfatter

Related posts

Top