Nybagte forældre snubler i mødet med virkeligheden

De glade forventninger til at blive mor eller far blegner ofte i mødet med virkeligheden.

Mange føler sig uforberedte på kroppens forandringer under graviditeten, forløbet under fødslen og den første tid hjemme med den lille. Det viser en Megafon-undersøgelse blandt mødre og fædre foretaget for Mødrehjælpen.

Blandt knap 3000 repræsentative forældre til børn mellem 0 og 3 år svarer 44 procent, at det offentliges fødselsforberedelse slet ikke eller i mindre grad har klædt dem på.

Direktør i Mødrehjælpen Ninna Thomsen er overrasket over resultatet:

– Det kommer bag på mig, at så forholdsvis mange føler, at de farer vild i forældrejunglen. Vi bryster os jo af, at vi i Danmark har en stærk svangreomsorg, siger hun.

Undersøgelsen er foretaget i februar, og coronarestriktionerne kan have forstærket oplevelsen af at være alene.

Måske fordi tilbuddet om fødselsforberedelse har været digitalt, eller fordi det ikke har været muligt at få gode råd fra ligesindede i en mødregruppe. Men det handler ikke kun om corona, siger Ninna Thomsen.

– Vi ved, at der generelt er travlt på fødegangene, og at personalet mangler tid til at tale med forældrene både før og efter fødslen.Det hører vi fra forældre, som har fået barn for to-tre år siden, og debatten den seneste tid vist har vist det samme.

Nu lancerer Mødrehjælpen en hjemmeside, der er lavet i samarbejde med blandt andre socialrådgivere, jurister, jordemødre og sundhedsplejersker.

Blandt andet kan gravide og deres partnere følge et fødselsforberedelseskursus og et kursus i familiedannelse.

/ritzau/

LÆS OGSÅ:

Region Nordjylland barsler med ny fødeplan

 

Forfatter

Related posts

Top