Alt for mange gamle brændeovne blæser farlige partikler ud i luften. Partiklerne er med til at forårsage kortere levetid og øger risikoen for alvorlige sygdomme.
Derfor vil regeringen med et nyt lovforslag introducere en såkaldt ejerskifteordning for brændeovne.
Lovforslaget, som netop er blevet sendt i høring, vil betyde, at hvis du fremover køber bolig med en brændeovn fra før 2003, skal den nu skiftes inden for 12 måneder ved ejerskifte.
– Hvert år dør tusindvis af danskere for tidligt af luftforurening. Vi ved, at brændeovne står for en stor del af forureningen med skadelige partikler, der kan give både hjertekarsygdomme og luftvejslidelser. Med lovforslaget tager vi et første skridt mod renere luft herhjemme, siger miljøminister Lea Wermelin.
Det er planen, at ejerskifteordningen skal træde i kraft i 2021. Med de nye regler forpligtes boligkøbere til at oplyse, om der står en gammel brændeovn fra før 2003 i den bolig, de har købt, når de underskriver skødet.
Danmark er et af de lande, der har flest brændeovne pr. indbygger. Privat brændefyring er fortsat den største danske bidragsyder til partikelforurening. Samtidig er Danmark udfordret i forhold til at nå reduktionsmålene for partikler i et såkaldt NEC-direktiv om nationale mål for partikelemissioner, i både 2020 og 2030.