Nye skannere giver bedre præcision i kræftbehandlingen

Når det nye sygehus i Aalborg bliver taget i brug, bliver det med to nye skannere i udstyrspakken – en PET/CT og en MR.

Den nye MR-skanner bliver øremærket til prostatakræftpatienter. Med den kan man lave de nødvendige MR-skanninger af prostata som bruges til ”fusionsbiopsier”, hvor man kombinerer MR og ultralydsskanning. Det giver en meget præcis diagnosticering, og med MR-skanning som første undersøgelse af prostata vil op til 30 % af patienterne kunne undgå vævsprøver af prostata.

– Det er SÅ vigtigt, at Region Nordjylland har afsat midlerne til det – det bliver et paradigmeskift i udredningen af prostatakræft med bedre udredning og bedre behandling, siger ledende overlæge Thomas Halphen fra Urologisk Afdeling i en pressemeddelelse.

Urologisk afdeling og kollegerne i Radiologisk Afdeling går dog allerede nu i gang med at specialisere sig og implementere den nye metode. Det sker på en eksisterende MR-skanner i Onkologisk Afdeling, som man kan få adgang til om eftermiddagen og om lørdagen.

– Vi kan ikke vente på, at vi flytter. Derfor er vi godt i gang med at uddanne radiologer, urologer og onkologer til opgaven, og vi forventer at være i drift med den nye metode i løbet af 1. halvår 2022, understreger Thomas Halphen.

Ekstra PET/CT løfter kræftdiagnostik og forskning
Behovet for PET/CT-skanninger har været i kraftig vækst, siden muligheden blev etableret i Aalborg i 2006. Derfor er det kærkomment, at skannerkapaciteten bliver udvidet på det nye universitetshospital.

– PET/CT er et væsentligt element i at kunne yde effektiv og præcis diagnosticering og behandling af vores kræftpatienter, og det er især her, vi kommer til at mærke et kæmpe kvalitetsløft, siger ledende overlæge Henrik Bertelsen fra Nuklearmedicinsk Afdeling.

Sammen med tilførslen af en cyklotron, der bruges til at producere sporstoffer til PET/CT, får vi desuden nye muligheder for bedre diagnostik af andre sygdomme f.eks til patienter med demens eller hjertesygdom.

– Tilføjelsen af den ekstra PET/CT er vigtig for at sikre vores mulighed for bedre diagnostik af nordjyske patienter samt at intensivere klinisk forskning. Den øgede skannerkapacitet vil betyde en mere robust og effektiv drift – og vil også give kortere undersøgelsestider for patienterne, forklarer Henrik Bertelsen.

Arkivfoto/Genrefoto

Forfatter

Related posts

Top