Nykøbing-virksomhed åbner amerikansk afdeling

Et stort vækstpotentiale kombineret med et behov for lokal tilstedeværelse betyder, at Mors-virksomheden Smartlift, der holder til i Nykøbing, pr. 1. marts udvider med et salgsselskab i USA.

– Det stærke samarbejde med den amerikanske distributør Don Brooks, Great Lakes Lifting Solutions fortsætter. GLLS vil være ansvarlig for salget af Smartlifts ydelser i 9 udvalgte delstater, skriver Smartlift på sin hjemmeside.

Med tilstedeværelsen i USA ønsker Smartlift at skabe større fleksibilitet over for deres amerikanske kunder, så virksomheden kan imødekomme deres behov og levere et endnu højere serviceniveau.

Den nuværende salgsdirektør Flemming Storm Nielsen flytter med sin familie til USA og bliver daglig administrerende direktør for salgsselskabet i tæt samarbejde med moderselskabet i Danmark.

Salgsselskabet får hovedkontor i Omaha Nebraska.

– Jeg glæder mig til det nye eventyr i USA. Jeg ser frem til at være med til realisere potentialet på det amerikanske marked sammen med de nye medarbejdere i USA samt organisationen i Danmark, og dels ser jeg frem til at levere kvalitetsbevidste og intelligente løsninger til løft af glas og vinduer i glasindustrien – og ikke mindst til at levere et højt serviceniveau til vores amerikanske kunder, siger Flemming Storm Nielsen.

På sigt vil Smartlift også etablere lokationer rundt om i USA, hvorfra de kan håndtere serviceopgaver, reservedeleordrer og salg og dermed sikre stor fleksibilitet og et højt serviceniveau for deres kunder.

Smartlifts vækstrejse
Smartlift har været på en enorm vækstrejse siden 2012, hvor Nicolai Tange Jørgensen og Vækst-Invest, repræsenteret ved Partner Lars Bundgaard Sørensen, investerede i virksomheden, og ejergruppen ser nu frem til at fortsætte vækstrejsen i USA i samarbejde med CEO Jacob Libach Nielsen og hans team.

– Smartlift er på en spændende vækstrejse. Vi har opnået verdensklasse resultater de seneste år, og derfor er etableringen af et salgsselskab i USA det næste vigtige skridt for Smartlift. Der er et stort potentiale i USA inden for intelligente glasløftere, og derfor ser jeg frem til at fortsætte vores stærke samarbejde med GLLS, siger Jacob Libach Nielsen, direktør i Smartlift.

LÆS OGSÅ:

Succesfulde Mors-virksomheder tildelt erhvervspris

Arkivfoto

Forfatter
Top