Nyt navn: Premier Is dropper Kæmpe Eskimo

Det er kun navnet, der bliver ændret. Alligevel vil mange sikkert mene, at der er en verden til forskel.

Premier Is i Thisted ændrer nu navnet på den populære Kæmpe Eskimo, så den fremover hedder Kæmpe Solbær. Det bekræfter Claus Dahlmann Larsen, der er chief commercial officer hos Premier Is, i en mail til Ekstra Bladet:

– Ændringen af navnet sker i sammenhæng med, at vi ændrer design og skifter navn på vores flødeis fra Gl. Dags til Premier Is. I den sammenhæng har vi valgt at navngive produkterne efter, hvad de smager af, og i tilfældet Kæmpe Eskimo er det solbær.

Ismejeriet i Thy var det sidste i Danmark, der stadig brugte det originale navn. Og da debatten sidste sommer igen blussede op om hvorvidt navnet på isen var racistisk, holdt Premier Is fast.

Siden har Premier Is fået 150 forbrugerhenvendelser, som kombineret med dialog med Det Grønlandske Hus, Det Grønlandske Selskab samt Foreningen Nalik har gjort indtryk samt skabt en meget større forståelse af problemstillingen, hos is-producenten.

Med ændringen er der nu ingen is i Danmark, der bærer navnet Kæmpe Eskimo.

Foto: Premier Is

Forfatter

Related posts

Top