Mere end tre år efter briternes beslutning om at forlade EU er en Brexit-dato endnu ikke på plads. Til gengæld skaber Storbritanniens farvel til EU og det indre marked i Europa fortsat frygt for konsekvenserne hos industrivirksomheder, landbruget og fiskeriet.
Ikke mindst i Region Midtjylland der huser en stor del af de 40.000 danske arbejdspladser, som er direkte afhængig af eksport til Storbritannien.
Der er også udsigt til, at Brexit gør det sværere for unge danskere at studere og arbejde på den anden side af Nordsøen. Samtidigt er en ny EU-Kommission på vej til at trække i arbejdstøjet og blandt andet fastlægge et nyt budget for det europæiske samarbejde efter briternes udtræden.
Venstre i Region Midtjylland har derfor inviteret to af stemmeslugerne ved valget til Europa-Parlamentet, Morten Løkkegaard og Søren Gade, hjem til Danmark for at give deres udlægning af situationen i EU efter Brexit.
Det sker ved offentlige møder på bl.a. Lemvig Gymnasium den 7. november, hvor alle interesserede er velkomne til at møde henholdsvis Morten Løkkegaard og Søren Gade. Ved mødet i Lemvig medvirker også borgmester Erik Flyvholm, der er formand for kommunernes Internationale Udvalg. Begge møder begynder kl. 19, og der er ingen tilmelding.
Foto: Venstre