Fyrværkeri og fest nytårsaften kan være en farlig cocktail – især for børn og unge under 25 år, advarer Forsikringsoplysningen på baggrund af erfaringer fra ulykker sidste år. En undersøgelse fra Forsikringsguiden viser, at hver femte af dem ikke har en ulykkesforsikring.
Fyrværkeri er hvert år skyld i, at alt for mange kommer til skade nytårsaften. Især raketter, nytårsbatterier og ulovligt fyrværkeri giver alvorlige skader. Sidste år måtte 225 personer en tur på skadestuen – 30 med svære skader. De alvorlige skader sker ofte hos dem, der ikke bærer beskyttelsesbriller. Det viser tal fra Odense Universitetshospital.
– Alle skal bruge deres sunde fornuft nytårsaften og være OBS både på egen og på andres adfærd. Især forældre bør holde godt øje med egne børn, men også med andres børn. Sådan undgår man bedst, at ingen kommer til skade med fyrværkeri, siger konsulent Anja Lintrup Sørensen fra Forsikringsoplysningen.
Af de 30 alvorlige skader sidste nytår skete 13 af skaderne for børn og unge under 18 år. Totredjedele af alle tilskadekomne var under 25 år.
– Der er ingen vej udenom. Alle, der fyrer fyrværkeri af, og alle børn bør have sikkerhedsbriller på – også selvom de kun ser på. Nytårsbatterier skal kunne stå sikkert, fx på en flise, og raketter skal man altid sætte i en særlig affyringsholder, råder Anja Lintrup Sørensen.
Raketter er hovedsynderen og den største skadevolder med ansvar for næsten halvdelen af skaderne. På de næste pladser kommer nytårsbatterier og ulovligt fyrværkeri.
Gode råd til sikkert nytår
- Brug altid beskyttelsesbriller. Både børn og voksne – også selv om I bare kigger på
- Køb kun godkendt fyrværkeri, og hold dig væk fra hjemmelavet fyrværkeri
- Placer fyrværkeriet sikkert og tænd. Skynd dig væk
- Gå aldrig tilbage til en fuser
- Forsøg aldrig at slukke tændt fyrværkeri
- Opbevar aldrig dit fyrværkeri i lommerne
- Kast aldrig med fyrværkeri efter andre
- Lad andre om at fyre af, hvis du er fuld.
Foto: MostPhotos/Johann Helgason