Både politiet og Morsø Kommune roser morsingboerne for at tage corona-situationen alvorligt og opfordrer til vedholdenhed, så samfundet gradvist kan åbnes op efter påske.
– Vi ser et samfund, der respekterer de nye spilleregler.
Så enkelt beskriver politi og kommune med stor tilfredshed situationen på Mors. Og sådan skulle det gerne fortsætte, i hvert fald hen over påsken, så vi hurtigst muligt kan vende tilbage til en mere almindelig hverdag.
– Morsingboerne har virkeligt vist stort samfundssind. Jeg er meget stolt af, hvor gode borgerne er til at stå sammen på afstand, og det forventer jeg også fortsætter ind i påsken, siger Hans Ejner Bertelsen, borgmester i Morsø Kommune.
Sammen med politidirektør Helle Kyndesen opfordrer han morsingboerne – og alle andre – til at finde andre måder at fejre påsken på, hvor mange ellers har tradition for at samle familien til påskefrokost. For virussen tager ikke hensyn til, at det snart er højtid, og det kan vi derfor heller ikke tillade os at gøre.
– Når vi ikke kan gøre det, vi plejer og gerne vil, kan vi i stedet udnytte, at vi har masser af skøn natur i vores del af
landet. Mange af os trænger sikkert også til at få lidt frisk luft. Der er plads nok udenfor, så brug påskedagene på at
tage på udflugt i det blå – men husk at holde afstand til hinanden og overholde reglerne om, at maksimalt 10 personer må være samlet. Det gælder også i køen ved iskiosken, siger Helle Kyndesen der tiltrådte som ny direktør i Midt- og Vestjyllands Politi den 1. april.
Ingen sigtelser på Mors
Midt- og Vestjyllands Politi modtager hver dag henvendelser om mulige overtrædelser af de forbud, der skal minimere smittespredningen af coronavirus.
Henvendelserne kommer fra borgere, der er bekymrede for smittespredning, og politiet tager dem alvorligt, for der er en reel risiko for, at smitten vil sprede sig, hvis ikke vi holder afstand til hinanden.
I langt de fleste tilfælde har politiets undersøgelser ikke ført til en sag. Enten fordi det anmeldte forhold ikke var
omfattet af forbuddene, eller fordi patruljen ved sin ankomst ikke kunne konstatere en overtrædelse.
Kun i tre tilfælde har politiet fundet grundlag for at foretage sigtelse, og i Morsø Kommune er det slet ikke sket.
Et fælles ansvar
Politiet opfordrer borgerne til at blive ved med at tage et fælles ansvar ved at ringe 114 med anmeldelser om
overtrædelser af de forbud, der skal mindske smittespredningen.
Derfor har politiet også sat ekstra patruljer på gaden til indsatsen mod coronavirus.
– Ud over vores normale beredskab har vi indsat ekstra tryghedsskabende patruljer, som hver dag kommer rundt –
også på Mors – for at føre tilsyn med, at forbuddene bliver overholdt, og for at vejlede de borgere, der er i tvivl om,
hvordan de skal forholde sig. Dialogen er vores vigtigste redskab, men vi er selvfølgelig også klar til at hjælpe
forståelsen lidt på vej med bødeblokken, siger Helle Kyndesen.
De tryghedsskabende patruljer lægger blandt andet vejen forbi typiske samlingspunkter – fx torve, gågader, butikker, legepladser og parker. Og de er også klar til at sætte ind, hvis situationen begynder at udvikle sig i den
forkerte retning. Fortsætter morsingboerne som hidtil, bliver det dog ikke nødvendigt.
– Det er netop den adfærd og fornuft, vi har set indtil nu, der skal bringe os i mål. Selv de små ting gør en forskel i det
store billede. Det er borgernes fortjeneste, at vi nu kan tillade os at vise forsigtig optimisme. Håbet om, at vi gradvist
kan genåbne samfundet i midten af april, skal gøre os standhaftige nu. Vi må for alt i verden ikke slække, for så kan
alle vores anstrengelser være tabt, slutter Helle Kyndesen.
LÆS OGSÅ:
Ny politidirektør i Midt- og Vestjylland: – Lidt som at vende hjem