Øget selvforsyning skaber travlhed på Nordic Food College

Nordic Food College, som er en del af Morsø Landbrugsskole, med en række nye tiltag på landbrugsskolen, øget skolens selvforsyningsgrad markant både hvad angår dyrehold og afgrøder.

Det giver øget travlhed i den daglige drift – særligt nu, hvor skolens elever er sendt hjem grundet COVID19-nedlukningen. Heldigvis er fleksibiliteten blandt medarbejderne høj, og dyrene bliver således passet til UG – sideløbende med at jorden bliver klargjort, og grøntsager og planter bliver lagt og sået.

Foråret er i realiteten altid en travl tid på Morsø Landbrugsskole. Ud over at jorden skal klargøres og afgrøderne skal plantes og sås, så er det også på denne tid, at alle de nyfødte dyreunger melder sin ankomst.

Daniel Holberg Præst, i gang med én af de mange daglige opgaver.

– Indtil videre har vi taget imod 10 gedekid og ni kalve, hvoraf de syv er tyrekalve. Herudover har vi yderligere fem køer, der er drægtige, så der er flere kalve på vej. Både gedekid og kalve er endnu for små til at komme på græs. Nogle af kiddene er stadig så små, at de ligger under varmelamper for at kunne holde varmen om natten, og da vi stadig oplever nattefrost, er det vigtigt, at vi ikke får lukket dem ud i folden for tidligt. Så der går nok 1-2 uger endnu, før vores kreaturer og geder kommer på græs, fortæller Daniel Holberg Præst, der er faglært landmand og den medarbejder, der pt. har det primære ansvar for dyrene.

Indtil nu er det således kun heste, muldyr, lama, kødkaniner og høns, der er ude at nyde det gode vejr.

Corona-situationen har vendt op og ned på arbejdsopgaverne på skolen for en stund. Således går Daniel Holberg Præst’s arbejdstid i disse dage primært med at fodre dyrene, sørge for at heste og lama kommer på græs i dagtimerne, muge ud og strø i stalden, flytte rundt på det mobile hønsehus to gange ugentligt, så hønsehuset hele tiden er placeret på frisk græs, samle æg fra det store hønsehold samt – ikke mindst – kontrollere at samtlige dyr har det godt, og har det, de skal have.

– Med ca. 100 høns, 27 geder, 37 kreaturer, fem kødkaniner, fem heste, et muldyr og en lama, har jeg ikke svært ved at få tiden til at gå, fortæller han.

Headset og gummistøvler
I næste uge omrokeres der igen på arbejdsopgaverne, og i den forbindelse vender Daniel Holberg Præst tilbage til sin primæropgave med dyrkning af afgrøder. Også her har landbrugsskolen skaleret kraftigt op.

Således forpagter skolen, som noget nyt, nu også en æbleplantage med 6.000 æbletræer af 20 forskellige sorter, ligesom produktpaletten inden for grøntsager og planter er blevet markant udvidet med et væld af nye sorter og en øget volumen. Der er med andre ord masser af arbejdsopgaver, der kalder i øjeblikket.

– I disse dage ville vi, under normale forhold, have eleverne i markpraktik, men lige nu, er det skolens medarbejdere og jeg selv, der varetager alle opgaverne. Alene her de sidste par dage, har vi forspiret 500 kg. af i alt 1.500 kg. kartofler fordelt på fem sorter, sået 1700 porrer, 100 knoldselleri, ca. 80 tomatplanter og 9 hektar grynhavre. Og vi er kun lige begyndt, fortæller landbrugsskolens forstander og uddannelseschef Jonas Lundgren Bach Korsgaard.

– Alt dette sker sideløbende med, at vi afvikler fjernundervisning for skolens elever og varetager alle de administrative opgaver, der også ligger i at drive skole. Så hvis nogen kører forbi og undrer sig over, at jeg render rundt i marken i gummistøvler, med headset og en tablet under armen, så skyldes det simpelthen, at vi har gang i den helt store multi-tasking herude i øjeblikket.

Forfatter

Related posts

Top