Øko-øen Mors

Læserbrev af Pia Thorsen, KV21-kandidat for Enhedslisten på Mors

Jeg har lyttet meget på vælgermøderne. Noget der er blevet talt meget om er bosætning og branding.

I Enhedslisten er vi ikke meget for hele vækst-tankegangen, da det er den, der øger uligheden og ødelægger vores klode.

Den eneste branding-strategi, vi synes er værd at tale om og kæmpe for er ”Øko-øen Mors”.

Tænk om Morsø Kommune havde modet til at sætte en målsætning om, at al landbrug på Mors skulle være økologisk. Nu er det kun 3,4% af landbrugsarealet, der er økologisk.

Kommunen kan selvfølgelig ikke bestemme, at landbruget skal være økologisk. Men som kommune kan vi godt sige, at vi ønsker det og arbejde for det.

Tænk om vi kunne skabe iværksætteri, økologisk fødevareproduktion og økologiske fødevaremarkeder, som sallingboer og thyboer valfarter til.

Tænk om vi kunne skabe klimaneutrale almene boligområder med fælles økologiske nyttehaver, med regnvandskyl i toiletterne, med delebiler og fællesskab i fælleshuse. Boliger som udflyttere fra de store byer ønsker at bo i.

På Samsø oplever de øget tilflytning. De gør noget. De vil noget. De tør noget, og det virker. De markedsfører deres lokalt producerede fødevarer. Borgere har taget initiativ til at opkøbe jord i en jordbrugsfond for at sikre økologisk drift. Deres langsigtede investering øger det økologiske areal, forbedrer biodiversiteten, sikrer rent drikkevand og giver forbedrede etableringsvilkår for unge økologiske landmænd. De sikrer øget bosætning.

Når de kan på Samsø, så kan vi også på Mors.

Enhedslisten Morsø stemmer for Øko-øen Mors

Forfatter

Related posts

Top