Økonomiaftale giver ekstra penge til Nordjylland

Fredag blev regeringen og Danske Regioner enige om en økonomiaftale for næste år. Aftalen giver samlet set regionerne 1,3 mia. kr. ekstra til drift, hvoraf Nordjylland kan forvente ca. 130 mio. kr.

– Aftalen betyder flere penge til drift og anlæg, og resultatet giver et rimeligt løft, når vi også tæller pengene fra finansloven til flere sygeplejersker og løft til Psykiatrien med. Men der er ingen tvivl om, at vi gerne ville have haft flere penge til drift, da vi er pressede på en række områder, bl.a. stigende udgifter til tilskudsmedicin, siger regionsrådsformand Ulla Astman, der deltog i forhandlingerne på vegne af Danske Regioner.

Penge til COVID-19 og udskudt aktivitet
Udover midlerne til drift kommer dækning af udgifter i forbindelse med COVID-19 og penge til at indhente den aktivitet på hospitalerne, der er blevet udskudt under COVID-19.

– Det er et tydeligt politisk signal om, at vi skal gøre, hvad vi kan for at indhente det, der er blevet udskudt. Det er klart, at det vil tage noget tid, men vi vil gøre det, så godt, som vi kan, til gavn for de nordjyske patienter, siger Ulla Astman.

Regionsrådsformand Ulla Astman. Foto: Line Bloch Klostergaard

Udover penge til drift og udgifter relateret til COVID-19 giver aftalen også i alt 7,5 mia. til regionerne til anlæg.

– Det er et godt og vigtigt løft. Pengene giver os mulighed for at gå i gang med en række forbedringer af vores bygninger, så de kan blive mere tidssvarende, siger Ulla Astman.

Næste skridt er, at man nu skal skabe et overblik over, hvad aftalen betyder for Nordjylland, og det skal drøftes på Forretningsudvalget og i Regionsrådet i juni.

Foto: Region Nordjylland

Forfatter

Related posts

Top