Bryggeribranchen er i modvind, og mørke skyer trækker sig sammen over de danske mikrobryggeri.
En ny medlemsundersøgelse fra Bryggeriforeningen maler et dystert billede af situationen: kun hver tredje mikrobryggeri ser ingen risiko for at måtte lukke – to ud af tre gør. Det er den laveste andel, siden foreningen begyndte at måle på risikoen i kølvandet på corona-nedlukningen.
Samtidig vurderer hvert femte medlem (22%), at der er ”middel risiko” for at måtte lukke, hvilket er den højeste andel i de syv målinger, som Bryggeriforeningen har gennemført.
”Det er bekymrende, at langt over halvdelen af bryggerierne ikke kan udelukke, at de må dreje nøglen om. De lokale bryggerier spiller en væsentlig rolle for ikke kun økonomisk vækst, men også social sammenhængskraft i små byer og på øer. Derfor er det vigtigt at værne om dem”, siger Bryggeriforeningens direktør, Nick Hækkerup.
Han vurderer, at den lurende frygt for lukninger, som især findes blandt de helt små bryggerier, skyldes en dårlig kombination af høje råvarepriser og bureaukratisk bøvl.