Østersjagt – en dag fyldt med natur, gastronomi og forskning

Østers, gastronomi og et citizen-science projekt. De tre elementer danner rammen om Østersjagten, et naturevent, der finder sted lørdag den 26. april kl. 10.00-15.00 på Sallingsund Strand på Mors. Eventet er arrangeret i samarbejde mellem foreningen Danmarks Skaldyrshovedstad og Dansk Skaldyrcenter, DTU Aqua.

Østersjagten henvender sig til deltagere i alle aldre, der vil udforske Limfjorden med særlig fokus på østerssamling og tilberedning af østers på stranden. Østersjagten er en unik mulighed for at opleve en særlig dag og en særlig friluftsaktivitet, mens man bidrager til forskning.

Naturelskere og madentusiaster får muligheden for at gå ud i Limfjorden, samle østers og derefter tilberede og nyde dem direkte på stranden.

Østersjagten er en hands-on oplevelse, hvor deltagerne vil blive guidet i bæredygtig østerssamling. Deltagerne får mulighed for at bidrage til forskning ved at indsamle og tælle østers som en del af et citizen-science projekt ledet af Dansk Skaldyrcenter, DTU Aqua. Dette initiativ hjælper med at indsamle data om bestanden af gigas østers og støtter bevarelsen af den hjemmehørende flade Limfjordsøsters.

Efter indsamlingen vil deltagerne kunne nyde en gastronomisk oplevelse på stranden, hvor de kan smage og tilberede deres friskfanget østers og en muslingesuppe. På stranden vil der være bålfade og grill, hvor erfarne kokke står klar med tips og råd. Mød biologer fra Dansk Skaldyrcenter, Kokkeforeningen Danmark, Nordic Food College, Danmarks Østerskonge, Danish Oyster Bar & Glyngøre Shellfish.

Østersjagten blev afholdt for første gang sidste år, og både gæsterne og forskerne var begejstrede for en dag fyldt med natur, gastronomi og forskning. Arrangementet gentages derfor i en lidt større version i år. Forvent en hyggelig dag i frisk luft, smukke omgivelser og smag de lækreste råvarer i fællesskab med andre.

Praktisk information: 
Prisen for at deltage i Østersjagten er: 195* kr. pr. voksen og 85* kr. for børn mellem 6-12 år
*Eks. bookinggebyr, drikkevarer og lystfisketegn

Østersjagten er et naturevent, som er afhængig af godt vejr og almindelig vandstand, Vi forbeholder os ret til aflysning pga. vejret/vandstanden.  

Billetter kan købes hos VisitMors 

Fotos : Morsø Kommune

Forfatter
Top