Februar 2020 har været den vådeste, DMI nogensinde har målt.
Søndag klokken 15 blev den hidtidige rekord for februar fra 2002 tangeret med 109,4 millimeter, og siden er der faldet yderligere regn.
Dermed er måneden den vådeste februar, siden DMI begyndte at måle i 1874. Det oplyser DMI.
– Det har været en februar, som egentlig ikke har været en vintermåned, men snarere en efterårsmåned. Det har været mildt, vådt og blæsende, og der har kun været ganske ubetydelig nattefrost, siger Trine Pedersen, der er vagtchef hos DMI.
Flere steder i landet har den massive regn gennem måneden medført oversvømmelser.
Åer og vandløb flyder over på grund af regnmængderne, og fordi vinden skubber rundt med vandet. Andre steder samler vandet sig i mindre søer til gene for blandt andet trafikanter.
Nedbørsrekorden i februar kommer i forlængelse af flere andre vejrrekorder de seneste år. For eksempel blev 2018 den varmeste nogensinde i Europa.
/ritzau/
LÆS OGSÅ: