Anmeldelse af Linn Skåber’s monologsamling Til Ungdommen. Anmeldelse er skrevet af  Louise Fihl Andersen, tidligere elev på Limfjordsteatrets akademi for scenekunst og en del af Ung Kult’s Unge Anmeldere.

Tekst og billeder går hånd i hånd i Linn Skåbers monologsamling ”Til Ungdommen”, fra oktober 2020. Den fantastiske illustrator og billedkunstner, Lisa Aisatos, binder de 31 separate tekster med hver sin karakter og hver sin historie, sammen med sine drømmende naturillustrationer, der kredser om sæsonernes farver og følelser. Med længselsfulde øjne, sommerfuglevinger og et ben i hver sin retning, spæner de unge afsted i uendelige skove, drømme og tankemylder, så man sidder tilbage i en underlig blanding af lettelse og frustration.

Ikke at monologerne ikke står i en stærk relation til hinanden, for det vidner både overskrift og indhold om, at de gør. Men netop denne tematik er i sig selv en kompleks størrelse, og som forfatteren også selv understreger i sine forord, ville hun aldrig være i stand til at favne hele teenagetiden. Men med et grundigt forarbejde og adskillige samtaler med vidt forskellige unge, har hun i den grad givet et godt indblik i nogle af de tanker og problematikker, der fylder i en teenagehjerne. Jeg bed specielt mærke i hendes påstand om, at de unge mennesker er fantasifulde nok til selv at finde løsninger, hvis de skulle få brug for det i forbindelse med at iscenesætte monologerne. Teenagetiden skal ikke bare ses som en lang søvnvandring i en identitetståge, men derimod som et hav af muligheder for at udfolde og udfordre sig selv, og hvem ved? Måske også sin omverden.

Her synes jeg sproget er utroligt velskrevet i balancegangen mellem poesi og reelt talesprog fra et ungt sind. Teksten ”Mit hjerte er en nedlagt kiosk” er et smukt eksempel på simpel poesi med en troværdig umiddelbar undertone til et melankolsk portræt af en pige i en snestorm. Det er ikke for tænkt, men kunne sagtens være talt.

”Mit hjerte er en nedlagt kiosk på en tom campingplads ved vandet. Og det er vinter.” (fra ”Mit hjerte er en nedlagt kiosk”, s. 48) I samme genre, men i et helt andet toneleje, er teksten ”Hvad jeg ønsker mig til min konfirmation”, som er en lind strøm af en ung drengs frustrationer over sine familiemedlemmers adfærd- både overfor ham, men mest af alt overfor andre og hinanden. Det er ønsker om medmenneskelighed, en skilsmisse, men også at den forbandede onkel har det godt, selvom han ikke har fortjent det. Det er et klokkeklart eksempel på, hvad der gemmer sig under overfladen, men som ties ihjel på grund af aldersautoritet og indebrændt vrede, hvor afsenderen i virkeligheden er en bedrøvet dreng med regnbuefarvede sommerfuglevinger.

Iblandt ensomhed og vrede gemmer sig også sorg, som viser, at unge mennesker godt ved, at man ikke er udødelig. Som teksterne ”Sygdommen” og ”Om far, hamster og døden”, hvor førstnævnte skildrer det tunge, men med en affejende bevægelse, der afmystificerer døden og ”sygdommen”. For hvorfor skal det forfærdelige pakkes ind til noget uforståeligt? Hvorfor ikke bare sige det som

det er og indgravere en sandhed i granitstenen som: ”Tak for al den tid, vi fik. Hr. Sygdom er en lortepik”? Mens ”Om far, hamster og døden” beretter om en amputeret families kamp ud af magtesløsheden efter tabet af faderen med en observerende, episk stemme, der bemærker alle detaljer.

Størst af alt er det evindelige mellemstadie, man danser rundt i, under ungdommens hærgen. En krop ude af takt, nye lyster og mest af alt; sammenligninger. En stor ommøblering i krop og hjerne. Jeg genkender selv den desperate stræben efter at passe ind i flokken, når alting begynder at stikke af for én. At kæmpe for at ligne alle de andre, men samtidig længes efter at skille sig ud, beskrives meget godt i monologen ”Jeg er et rækkehus”, hvor selve titlens metafor er udtryk for en ung piges reflektioner om alt det, der gemmer sig bag rækkehusets mure, som ikke kan ses udefra, når man passerer gaden med alle de ens placerede vinduer og havelåger. Eller alt det man ikke kan se udefra, når man betragter en gruppe piger, hvor alle har en stribet trøje på. ”Komodovaran-pigen” er også en dybt tragisk, men desværre yderst præcis beskrivelse af et smadret selvværd, ligesom ”Tolvtal i livet” leger med idéen om succesfølelsen for at skjule den indre kæmpekritiker, der hærger oppe i hovedet.

”Den skæve ryg, den hjulbenede gang og den bakterieinficerede mund. Jo, vi er ret ens, komodovaranen og mig.” (”Komodovaran-pigen”, s. 73)

Det er netop sådanne tekster, jeg mener, ville have en stor indflydelse på unge i dag. Tanker og følelser fra jævnaldrende, som ikke filtrerer det uperfekte eller det dumme fra det velreflekterede og kloge. Det er det hele i en stor pærevælling, som pigen på forsiden demonstrerer. Denne bog er for mig et diskret politisk statement fra nutidens teenagere. Den omhandler så mange fortiede indre frustrationer, smerter og problemer, som sjældent omtales af unge selv, men som man ville ønske, blev råbt. Da jeg var femten, kunne jeg godt have brugt en bog, der fortalte mig, at alt er helt okay, og at man godt må stille spørgsmålstegn til alting. Min yndlingstekst i samlingen er monologen ”Peter Pan”. Den stiller så mange relevante spørgsmål omkring overgangen fra barn til ung til voksen, og hvad det overhovedet vil sige. For hvem har bestemt, hvad man så må og ikke må, når man ikke længere er et barn? Og hvornår er man ikke det? Jeg kunne stille mange spørgsmål, som dukkede op under denne monolog. Men nu vil jeg slutte med en anbefaling til alle tidlige teenagere: Læs ”Til Ungdommen”, snit en trækæphest og rid en tur i eventyrskoven. Søg Lisa Aisatos univers.

”Det er mærkeligt, hvordan alle børn bare accepterer at forsvinde? Også mig, jeg accepterer, at det er kikset at ride Stella ned til købmanden. Men hvem har bestemt det? Livet? De voksne? Der lige så stille har ofret sig selv, deres kæpheste og deres skove og is-hoveder og lige så stille og umærkeligt holder op med at grine og drømme og i stedet begynder at spille Fifa og lade som om, de ikke leger længere for til sidst slet ikke at lege mere? Hvem bestemmer det? Hvem har bestemt det? Og hvornår glemte de det?” (Fra ”Peter Pan”, s. 19)

Unge Anmeldere – Hvad går det ud på?
Ung Kult tror på, at det er vigtigt med kulturelle oplevelser for, med og af unge. Derfor har man i Ung Kult sat sig for, at få unge i lokalmiljøet til at anmelde forskellige projekter, events og performances – både fysisk og online.

De unge anmeldere rater hvert event med mellem 1 og 6 Ung Kult-skjolde.