Der er masser ledige testtider på pcr-testen, den der tester i halsen. Og det er en kapacitet, som danskerne bør udnytte noget mere, lyder det fra Stephanie Lose (V), formand for Danske Regioner.
– At få en test er fortsat et af vores vigtigste våben, når vi skal holde smittetrykket nede. Derfor skal vi huske hinanden på at udnytte den ledige testkapacitet, som vi i øjeblikket har i Testcenter Danmark over hele landet, siger hun.
Igår var det i 35 af landets 61 åbne teststeder muligt at bestille tid på coronaprøver.dk og få en test samme dag. Det viser en opgørelse fra Testcenter Danmark.
– Regionernes medarbejdere står klar til at teste, og det bliver de ved med, så vi kan holde epidemien på så lavt et blus som muligt. Derfor opfordrer jeg borgere til fortsat at holde ved de gode vaner og blive testet, siger Stephanie Lose (V).
150.000 daglige tests
Den politiske målsætning er, at 80 procent af danskerne skal have adgang til en pcr-test indenfor 24 timer. Siden februar har det været muligt for omkring 90 procent af befolkningen.
TestCenter Danmark har en kapacitet på 120.000 om dagen, som man kan booke selv.
Derudover er der en daglig kapacitet på 30.000 test i sundhedssporet, som er dem, der bliver henvist til test af deres læge ved mere alvorlige symptomer, oplyser Danske Regioner.
Den totale kapacitet er dermed på 150.000 dagligt.
Forskel på pcr- og lyntest
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man får taget en pcr-test, hvis man mistænker at være smittet, har symptomer eller er nær kontakt til en, som er smittet med corona.
Hurtigtest, som typisk giver svar indenfor 15 minutter, kan være fin, hvis man skal testes kort forud en begivenhed. Hurtigtesten er ikke lige så præcis som pcr-test, og man kan godt være smittet, selv om testen viser negativ, oplyser styrelsen.
/ritzau/
Foto: Line Bloch Klostergaard, Region Nordjylland