Massetest af borgere i Frederikshavn og Thisted slutter snart.
Borgmestre og regionsrådsformanden opfordrer borgerne i de to kommuner, der ikke er blevet testet, til at møde op til test inden mandag.
Massetestene er gået over al forventning siden starten i lørdags.
– Borgerne har taget godt imod tilbuddet om test, og til og med onsdag er 41.648 borgere blevet testet i Frederikshavn og Thisted ud af de to kommuners 100.939 indbyggere, oplyser Region Nordjylland i en pressemeddelelse.
Borgere i disse kommuner, der endnu ikke har ladet sig teste, opfordres til at bestille tid snarest muligt på coronaprøver.dk, da massetest i Frederikshavn og Thisted slutter på mandag.
– Regionernes medarbejdere har mødt ufattelig mange nordjyder i de seneste dage. Folk har skyndt sig ned for at lade sig teste, hvilket er rigtig godt. Nu opfordrer vi de sidste til at komme med, siger regionrådsformand Ulla Astman (S).
Borgmestrene i Thisted og Frederikshavn kommune, henholdsvis Ulla Vestergaard (S) og Birgit S. Hansen (S) kommer derfor med en opfordring.
– Det er godt at se, at der er opbakning fra vores borgere, men der er stadig nogle, der ikke er blevet testet. Kom nu, så vi kan vise, at vi står sammen i Nordjylland om at blive testet. På den måde kan den muterede virus blive kortlagt, og vi kan få genåbnet vores kommuner, så hurtigt som det overhovedet er muligt. Så vi håber, vi kan få de sidste med, og at de bestiller tid hurtigst muligt, lyder det fra Ulla Vestergaard og Birgit S. Hansen.
I samme forbindelse gør regionen opmærksom på, at alle nordjyder, der er blevet testet efter nedlukningen trådte i kraft, tæller med i massetest-indsatsen. Det vil sige fra den 7. november. Borgerne i Hjørring, Læsø, Jammerbugt, Vesthimmerland og Brønderslev skal vente med at bestille tid til test, til der starter massetest i ens egen kommune.
Man kan se, hvornår der starter massetest i ens kommune på www.rn.dk/massetest
Test foregår stadig i hele regionen
Der vil stadig være testmuligheder i Frederikshavn og Thisted, når massetest-indsatsen rykker væk fra kommunen.
I Thisted vil det stadig være muligt at bestille tid til test på hospitalet i Thisted fra tirsdag den 17. november.
Tidsbestilling sker på coronaprøver.dk