Opgør med testtelte og coronaens særstatus

Enhedslisten og flere borgerlige partier erklærer sig klar til i efteråret at fjerne covid-19’s særstatus som en samfundskritisk sygdom.

Partierne ønsker dermed at fratage regeringen dens særlige magtbeføjelser, og de lægger samtidig op til at kvitte massetestningen af danskerne. Det skriver Jyllands-Posten.

– Jeg synes klart, at vi nu skal have politiske overvejelser om at deaktivere epidemiloven, siger Enhedslistens coronaordfører, Peder Hvelplund (EL), til avisen.

– Med det nuværende billede, og forudsat at der for eksempel ikke kommer en ny variant, har jeg svært ved at se andet, end at vi kan deaktivere epidemiloven i løbet af efteråret og senest omkring nytår.

Peder Hvelplund mener, at corona til den tid bør rangere på linje med for eksempel influenza, og at de særlige regler, der gælder for corona, og de særlige beføjelser knyttet til den skal være bortfaldet.

Samtidig ser han for sig, at massetestsystemet udfases i løbet af efteråret, i takt med at flere bliver vaccineret, og coronapasset udfases. Testsystemet skal erstattes af spildevandsovervågning.

Synspunktet støttes af De Konservative.

– Som situationen ser ud nu med deltavarianten og den høje vaccinationstilslutning, ser jeg ikke nogen grund til, at vi har særstatus for corona, siger partiets sundhedsordfører, Per Larsen, som tager forbehold for, at en ny variant, der er endnu mere smitsom, dukker op.

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top