I fredags slog Museum Mors dørene op for sin nye store særudstilling på Dueholm Kloster. Temaet for udstillingen ”Bolden ruller” er fodboldens historie på Mors, og det er en sjov, nostalgisk og anderledes udstilling, der kommer ind på både små og store fortællinger fra hele øen.
Historien om fodboldsportens indtog på Mors begynder i Nykøbing i 1904. Det år dannede en række unge mennesker den første fodboldklub på øen. Stifterne var mænd fra byens middelklasse, der ønskede at dyrke deres nye yndlingssport. Ikke mere end et par måneder efter, var den første fodboldklub også oprettet i en af øens landkommuner, hvorefter sporten lige så stille skød op de fleste andre steder på øen.
Udstillingen om fodboldens historie på Mors er fyldt med gode billeder, genstande og fortællinger.
Heksekedlen i Bjergby
Den besøgende kommer tilbage til tiden, hvor man samledes mere end 1500 mennesker til fodboldkampe i ”Heksekedlen i Bjergby”, og til dengang i 1956 hvor fodboldstjernen Henning Enoksen spillede NIF op i Jyllandsserien.
Sjove anekdoter er der også mange af i udstillingen. Som eksempel kan man læse om, hvordan to af Nykøbings pensionater tørnede sammen i en vigtig fodboldkamp i 1937. Duellen skulle afgøre, hvis frikadeller er bedst og mest styrkegivende.
En vigtig del af fodboldens historie er naturligvis også klubhusene, der over hele øen har dannet ramme om mange sociale sammenkomster gennem tiden, og de fester, der blevet afholdt for at skrabe penge hjem til klubberne.
I Nykøbing stod NIF eksempelvis for de kendte Perlefester, der blev afholdt i en lang årrække. I udstillingen kan man selvfølgelig også komme en tur i ”Klubhuset” og se på alskens vimpler og pokaler fra de forgangne år.
Fodbolden har utvivlsomt haft en betydning for det sociale liv på Mors. Hvad enten man samledes i klubhuset, på en græsmark i Flade eller Outrup eller i tusindvis på stadion i Nykøbing til en vigtig kamp, har sporten skabt et sammenhold på tværs af uddannelse, alder og køn.
Selvom udstillingen har et stærkt lokalt præg, er historien om fodboldens udvikling på Mors naturligvis noget, som mange andre lokalsamfund vil kunne spejle sig i.
Mange danskere vil desuden kunne nikke genkendende til fodboldkoryfæer som Henning Enoksen, Kaj Poulsen og Tommy Troelsen, der alle fik deres fodboldopdragelse på Mors.
Udover den lokale fodboldhistorie giver udstillingen undervejs også et indblik i, hvordan historien om fodbold har udviklet sig på et mere generelt plan.
Udstillingen kan ses indtil udgangen af året.