Mangler du gode idéer til, hvad der skal plantes i efterårshaven, skal du kigge forbi Flowerdays-udstillingen i Hurup, som blomstermanden Johnny Haugaard står bag. Fem haver bygges op i kreativitetens tegn med fokus på, hvad naturens materialer kan bruges til. Tre kendte skulpturer fra Agger, Stenbjerg og Hanstholm samt andre spændende kunstværker vil blive integreret i haverne, som kan opleves fra den 1.-25. september.
Byen er også en oplevelse i sig selv at besøge, for hele byen bakker op om udstillingen, og byens butikker har været på inspirationsaften hos Johnny Haugaard. Flotte georginer er plantet rundt omkring i byen ved fabrikker, plejehjemmet, det lokale pizzaria og i selve gågaden. Mangler du lidt til efterårsgarderoben, kan du kigge forbi de udsmykkede butikker, som har udvidet åbningstid.
Masser af frivillige hænder, blandt andre elever fra STU og fra lokale fri- og folkeskoler, har været med til at lave den smukke udstilling.
Foto: Flowerdays 2022