Opråb fra forældre: Lad børn fra smittede familier blive hjemme

Det er ikke godt nok, når Sundhedsstyrelsen nu indskærper, at børn i risikogruppen eller med familie i risikogruppen, bør tale med en læge, inden de vender tilbage til skole eller institutioner fra på onsdag.

Sådan lyder det fra forældreorganisationerne Skole og Forældre samt Forældrenes Landsorganisation, Fola.

De mener, at der skal justeres yderligere på retningslinjerne, så børn med en Covid-19-syg i husstanden simpelthen skal blive hjemme, hvis de ikke kan isoleres.

Det vil mindske bekymringen for familier med en kronisk syg derhjemme, for at deres børn møder smitten i skolen.

– Familier med sygdom i hjemmet, og hvor man ikke bare lige kan isolere de syge fra de raske, har svært ved at leve op til Sundhedsstyrelsens retningslinjer, siger Rasmus Edelberg, der er formand for Skole og Forældre.

Derfor mener han, at de børn skal bliver hjemme af hensyn til andre mere sårbare grupper.

– På den måde kan vi både holde smittespredningen effektivt under kontrol, tage særligt socialt ansvar for dem, der har for lidt plads til at isolere sig samt til familier i særlig risikogruppe. Så det vil være til gode for alle, siger han.

Signe Nielsen, som er formand for Fola, bakker op.

– Vi mener, at i hvert fald de små børn på 0 til 6 år i dagtilbud ikke realistisk kan afholde sig fra kontakt med forældrene. Derfor skal de ikke i dagtilbud, hvis de har en forælder eller søskende, der er smittet derhjemme, siger hun.

– De små kan ikke lære at holde afstand og hoste i albuen. For en halvandenårig vil det desuden være rigtig svært ikke at skulle se sin mor og far i tre uger, fordi de er smittede.

Forældrene bakkes op af professor i virologi Allan Randrup Thomsen fra Københavns Universitet.

Han mener, Sundhedsstyrelsen bør tilpasse sine retningslinjer til virkeligheden, hvor ikke alle bor i store lejligheder eller villaer.

Sundhedsstyrelsen står foreløbig fast.

– Vi vurderer, at hvis man opfylder kravene til selvisolation, så er smitterisikoen begrænset, siger forebyggelseschef Niels Sandø fra Sundhedsstyrelsen til DR.

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top