Cold Hawaii og Thy er verdenskendt for sin helt særlige natur. Og hvordan passer man godt på den, samtidig med at man bruger naturen? En måde at gøre det på, er at minimere sit klimaaftryk. Og hvordan gør man det, når outdoor- og vandsportsgrene er kendt for at være udstyrstunge fritidsinteresser?
Det bliver omdrejningspunktet for Cold Hawaii Talks, hvor Carsten Ellgaard Thomsen, produkt- og indkøbsdirektør fra SpejderSport kommer og deltager i en snak om deres nye koncept, RETUR, som er Nordens eneste cirkulære outdoor-butik. I butikken udføres reparationer af outdoor udstyr, sælges brugt men brugbart outdoor-tøj og udlejes grej til turen.
Der er lagt op til et stort loppemarked med brugt outdoorudstyr i forbindelse med debatten. Hvis du ligger inde med brugt outdoor-tøj, et par aflagte langrendsski, vandrestave eller surfboard, er du velkommen til at deltage i loppemarkedet. Det bliver en hyggelig eftermiddag med grøn debat, outdoor-loppemarked, musik, food truck og fredagshygge.
Vigtigt at alle tager ansvar
Jens Wilhelm, der er medstifter af miljøorganisationen Strandet, understreger vigtigheden i at outdoor-branchen arbejder med at mindske klimaaftrykket, blandt andet ved at forlænge levetiden på produkter.
– Neoprenen i våddragter og Gore-tex membranen i skaljakken er gode eksempler på materialer, der har et stort klimaaftryk i produktionen og som er svære at genanvende. Og desværre er der rigtigt meget af vores outdoor, der ender i skraldespanden, før det burde. Vi har ikke nok fokus på at vores udstyr kan repareres eller genanvendes. I en branche, hvor naturen er i fokus, bør vi netop vise, at det udstyr vi bruger i naturen, også påvirker klimaet mindst muligt, siger han.
Han har en klar opfordring til outdoor-folket.
– Vi skal både blive bedre til at bruge vores udstyr i længere tid og reparere dette, men branchen skal også have endnu mere fokus på at udvikle og producere i materialer, der har et mindre aftryk og som er designet til at blive repareret og genbrugt, siger Jens Wilhelm.
Udover debat og loppemarked kan man også tage del i World Cleanup Day 2023 – Verdens Oprydningsdag. Man skal bare tage sin bedste makker i hånden og tage med til en anderledes strandrens på Vorupørs strande. I år får strandrensen et konkurrenceelement, så der kan gå sport i at holde Cold Hawaiis dejlige strande rene.
Cold Hawaii Clean-Up finder sted lørdag d. 16. september fra kl. 10.00 til 12.00 i Nørre Vorupør. Fredag d. 22. september fra kl. 15.00 til 20.00 kan man deltage i Cold Hawaii Talks og efterfølgende loppemarked hos Strandet, Vesterhavsgade 22, Nørre Vorupør. Begge dele er gratis at deltage i.
Foto: Cat yde