Arbejdsgiverne er så småt begyndt at oprette nye praktikpladser ovenpå nedlukningen i foråret.
I juni måned blev der indgået 16 procent flere praktikaftaler i forhold til samme måned sidste år. Det viser de seneste praktikplads-tal fra Undervisningsministeriet. Det skriver Fagbladet 3F.
Og det tyder ifølge undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil på, at trepartsaftalen, der giver lønkompensation til lærlinge, har virket efter hensigten: At mindske antallet af unge mennesker, der mister praktikplads på grund af en verdensomspændende virus.
– Selvom det kun er tal for en enkelt måned, er det bestemt værd at glæde sig over, siger hun i en pressemeddelelse.
Udviklingen kommer dog ovenpå et forår med en virus, der kostede mange nye praktikpladser. I marts, april og maj blev der indgået 25 procent færre aftaler end i 2019. Og i juni var 5.100 elever tilmeldt skolepraktik, en stigning på 11 procent i forhold til sidste år.