En 34-årig kvinde blev natten til i dag kl. 00.30 standset af politiet, da hun i en personbil kom kørende ad Vorupørvej uden for Thisted.
Her stod det hurtigt klart for betjentene, at kvinden var frakendt retten til at føre bil. Desuden mistænkte betjentene kvinden for at være påvirket af enten medicin eller narkotiske stoffer. Hun blev derfor anholdt med henblik på at få udtaget en blodprøve.
Bilens ejer, som er en 43-årig mand, er blevet sigtet for at overlade føringen af bilen til en, som ikke har kørekort.
Blot en halv times tid senere stødte politiet igen på bilen. Denne gang sad den 43-årig mand bag rattet. Heller ikke han var i besiddelse af et kørekort, og da patruljen på samme måde som med den 34-årige kvinde vurderede, at han var påvirket af enten medicin eller narkotiske stoffer blev også han anholdt med henblik på at få taget en blodprøve.
Både manden og kvinden er fra lokalområdet.
Foto: Kim Matthäi Leland